Morten Arnfred og sønnen Mikkel Arnfred (fotograf på filmen) omringet af elever på højskolens skuespiller-linje. Han blev så engageret i Snoghøj, at han ofte blev på skolen - også i weekenderne. Foto: Mark Jensen-Skovgaard

Morten Arnfred og sønnen Mikkel Arnfred (fotograf på filmen) omringet af elever på højskolens skuespiller-linje. Han blev så engageret i Snoghøj, at han ofte blev på skolen - også i weekenderne. Foto: Mark Jensen-Skovgaard

Morten Arnfred lavede film sammen med elever på Højskolen Snoghøj

Den erfarne filmmand, Morten Arnfred, giver stafetten videre til skuespil-elever

Af
Af Mark Jensen-Skovgaard

journaliststuderende

Otte ugers samarbejde mellem den erfarne filminstruktør, Morten Arnfred, og eleverne fra Højskolen Snoghøj kulminerede, da de i torsdags holdt premiere på deres fælles kortfilm 'Sidste samling' i Panorama Biografen.
Morten Arnfred har gennem otte uger givet sine erfaringer videre til eleverne. Otte uger med intenst arbejde.
Arnfred, der tidligere har instrueret blandt andet 'Taxa' og 'Forbrydelsen', ser det som en pligt at give sine erfaringer videre til den næste generation.
”Det er min lærdom gennem alle faserne på en filmproduktion, der har gjort, at jeg har fået så meget erfaring. Og det er så mit borgerlige ombud at give den videre,” siger Morten Arnfred.
Eleverne på højskolens Skuespiller Base Camp har fra begyndelsen været med til at udvikle historien, og har arbejdet hårdt ikke kun foran, men også bag kameraet. Den udfordring har de aspirerende skuespillere taget til sig, og det har givet dem flere muligheder fremadrettet.
”Jeg vil ikke, bare fordi jeg vil være skuespiller, udelukke, at der er andre jobmuligheder inden for skuespillerfaget, hvor jeg også har leget med tanken om at udforske mulighederne for også at arbejde bag kameraet. Det har åbnet nogle døre for at kunne se ind i verdenen bag kameraet,” siger 20-årige Malene Matzen, der er elev på Skuespiller Base Camp.

Vanvittig ambitiøst

Projektets idémand er linjelederen Hans-Christian Leonhard, og hans ambitioner var store allerede inden projektet blev søsat. Inden der overhovedet var en idé og en produktionsplan, var der fastsat en premieredato. Men det skræmte ikke Morten Arnfred.
”Jeg sagde oprindeligt, da jeg hørte om det: ‘Kan du ikke lige klappe hesten.' Men der var lagt et vist niveau, og det er jo klart, at det påvirker en gammel cirkushest som mig,” siger Morten Arnfred.
Selvom ambitionerne var store fra begyndelsen, nåede de nye højder, efterhånden som projektet skred frem.
Oprindeligt var filmen tænkt til at vare 10-12 minutter, og skulle filmes over to til tre dage. Arnfred og eleverne endte med at bruge tre uger på optagelserne, og publikum endte med at få fornøjelsen af hele 32 minutters film.
”De ambitioner der er blevet sat, er faktisk blevet toppet vil jeg sige. Det er et vanvittigt projekt at proppe ned over hovedet på nogle højskoleelever. Men jeg synes, at vi har løftet opgaven,” siger Malene Matzen.

Morten Arnfred instruerer eleverne under optagelsen. Foto: Mark Jensen-Skovgaard

Morten Arnfred instruerer eleverne under optagelsen. Foto: Mark Jensen-Skovgaard

Den rigtige mand til jobbet

Hans-Christian Leonhard var ikke i tvivl om, hvem der stod øverst på ønskelisten, da der skulle findes en instruktør.
”Jeg synes, det var vigtigt, at det ikke 'bare' var en instruktør, men også en som har den del med at skrive en film, og som kan det håndværk. Morten har selv været kameramand, kameraassistent og han har skrevet og instrueret. Altså han kan hele forløbet, plus han er selv højskolemand,” siger Hans-Christian Leonhard.
Arnfred kommer ud af en højskolefamilie. Hans farfar har været forstander, hans far har bygget flere højskoler, og Arnfred har selv været medinitiativtager til stiftelsen af den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft.

Lokalavisen har haft besøg af et hold journaliststuderende fra DMJX i Aarhus. Det er artiklen her et resultat af.

Publiceret 17 March 2016 06:45