Hvidovre Attacks damer tog den første sejr i et tæt opgør ude mod Frederikshavn.

Hvidovre Attacks damer tog den første sejr i et tæt opgør ude mod Frederikshavn.

Smal sejr i DM kvartfinale

Hvidovre Attacks damer efter en gedigen holdindsats

FLOORBALL: Lørdag morgen skulle Hvidovre Attacks 1. damer til Frederikshavn for at spille den første kamp i kvartfinaleserien mod Blackhawks. Foran dem lå en svær men ikke umulig opgave. Man kunne tydeligt mærke på pigerne, at alle var klar på den opgave, der ventede.

Af
ebo@hvidovreavis.dk

Hvidovre startede med at komme foran efter ca. fem minutter på et flot mål af Agata Plechan, som var flyvende i dagens kamp. Hvidovre fik blod på tanden og fortsatte de gode takter. Hvidovre sad på spillet, og der var ikke mange chancer til hjemmeholdet. De, der kom, tog målmand Sanne Hof sig af. Emma Vistisen fik scoret i powerplay halvvejs i perioden til 2-0. Til slut i perioden fik Hvidovre 2 minutters udvisning, og sluttede perioden i undertal. Frederikshavn begyndte at presse mere på, og man kunne tydeligt mærke, at de jagtede mål. Det kom også. Derefter var det den farlige angrebskæde med Marie Krabbe, Emma Vistisen og Agata Plechan der var på spil igen. Marie Krabbe fik scoret sit mål nummer 30 i denne sæson. Frederikshavn lagde endnu mere tryk på og fik reduceret igen til 2-3. Der var nerver på i 3. periode. Hjemmeholdet fik udlignet til 3-3, og kampen bølgede frem og tilbage. Træner Carsten Sørensen valgte at toppe kæderne. Med små fire minutter igen kastede Sanne Hof bolden ud til Agata Plechan,  som fik en friløber, der udløste straffeslag. Agata Plechan tog selv ansvaret og scorede. De sidste minutter blev nervepirrende, men stillingen holdt til slutfløjt. Hvidovre første sejr i en slutspilskamp var en realitet. Sejren blev hevet i land på en gedigen holdindsats, krydret med et par ekstraordinære personlige indsatser, da det brændte allermest på. Lørdag venter endnu et opgør. Det bliver en svær kamp, og pigerne skal holde samme niveau og gerne højere for at komme i semifinalen. 2. kvartfinale i serien spilles kl. 15 i AIC. Ender kampen med en sejr til Blackhawks, spilles tredje og afgørende på søndag kl. 11 i AIC.

Publiceret 17 March 2016 08:00