Omprioriteringsbidraget var på dagsorden, da kommunalpolitikere fra hele landets mødtes til KL’s topmøde i sidste uge.

Omprioriteringsbidraget var på dagsorden, da kommunalpolitikere fra hele landets mødtes til KL’s topmøde i sidste uge.

Strid om statsligt sparekrav

Regeringens krav om besparelser i kommunerne deler byrådspolitikerne

Af
Daniel Rasmussen

Odenses borgmester Anker Boye (S) er rasende over det såkaldte omprioriteringsbidrag, som betyder at kommunerne hvert år de næste tre år skal aflevere én procent af deres budget til staten.
“Det rammer direkte ned i den service, som vi leverer til vores borgere. Det er penge, der tages fra skolerne, fra børnepasningen og fra de ældre,” siger Anker Boye.
Sparekravet betyder, at Odense Kommune i år skal aflevere 85 millioner kroner til staten. Næste år skal kommunen hoste op med 170 millioner kroner og året efter det 255 millioner. Formålet med besparelserne er ifølge Odenses borgmester at kradse penge ind, som regeringen skal bruge til at indgå en finanslovsaftale med de andre borgerlige partier.
Han mener, at regeringen forsøger at skjule nedskæringer på velfærden ved at tvinge kommunerne til at skære i serviceniveauet.
“Sig det dog, som det er. Regeringen vil bruge pengene på noget andet, og derfor skal vi levere noget mindre service,” siger Anker Boye.

V: Besparelser nødvendige

Borgmesterens raseri møder imidlertid ikke opbakning i den anden ende af byrådssalen. By- og Kulturrådmand Jane Jegind (V) bakker således sine partifæller i regeringen op i, at der er behov for at effektivisere i kommunerne.
“Vi skal løse flere opgaver bedre og billigere. Det er der ikke nogen vej udenom. Det er ikke den rigtige vej år efter år at hente flere penge op af skatteborgernes lommer,” siger hun.
Hun medgiver, at omprioriteringsbidraget kan komme til at betyde ringere velfærd.
“Jeg vil da bidrage med min del til, at det kan undgås. Jeg vil heller ikke afvise, at det også kan blive nødvendigt at diskutere, hvilke opgaver det offentlige skal løse,” siger Jane Jegind.

En lille udligningsreform

Omprioriteringsbidraget blev vedtaget med stemmer fra Dansk Folkeparti. Byråds- og folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Alex Ahrendtsen forklarer, at hensigten med reformen er at udjævne forskellen mellem kommunerne.
“De dårligst stillede kommuner, de skal have nogle flere penge. Vi vil føre alle pengene tilbage til kommunerne igen,” siger Alex Ahrendtsen.
Han understreger, at Dansk Folkeparti er imod, at pengene fra reformen bruges til at lette skatten.
Regeringens argument for at indføre omprioriteringsbidraget er, at det skaber et såkaldt udviklingspres på kommunerne.

Intet behov for mere pres

Anker Boye afviser imidlertid, at der er behov for at presse kommunerne til at skabe en udvikling. Ifølge borgmesteren har staten siden 2009 hentet 11 milliarder i kommunerne, hvilket svarer til hele Odense Kommunes budget.
“I alle disse år har vi slidt og slæbt for at få mere ud af hver eneste krone. Vi har sparet et trecifret millionbeløb i Odense. Det her er ikke et udviklingspres, det er et afviklingspres,” siger Anker Boye.

Publiceret 17 March 2016 09:15