Specialklassen er klar til at give en eftersidning

Specialklassen er klar til at give en eftersidning

Godt grin:

Få en eftersidning

Impro Comedy-gruppen 'Specialklassen' gæster Haderslev

Af
Peter Rasmussen

Sammen kalder de sig Specialklassen og de giver giver en "Eftersidning" torsdag den 31. marts kl. 19.30 på Kulturhus Harmonien, arrangeret af Haderslev Teaterforening.
Med udgangspunkt i Haderslev og vores lokalområde improviseres en komisk forestilling. Specialklassen spiller en række scener sammen med det lokale publikum med inspiration fra lokalmiljøet. Efter forestillingen skulle publikum gerne have fået et nyt og forandret syn på Haderslev ud fra en humoristisk vinkel.
Formen hedder live impro-comedy - improviseret komedie. Skuespillerne på scenen har ikke et færdigt manuskript, når de går på scenen, men selvfølgelig en vis dramaturgisk struktur. Så får de lidt hjælp af publikum, og så skal der improviseres, og det skal helst være slagfærdigt og morsomt. Gruppen er kendt for vanvittige scener, gode karakterer og parodier og one-linere.

Danmarks mest toptunede impro-comedy gruppe

Vi kender dem fra tv, fx fra Hotel Zimmerfrei, Casper og Lars præsenterer eller Hübberiet . De tre komikere/ skuespillere/ tekstforfattere er Kasper Le Fevre, Kasper D. Gattrup og Rasmus Søndergaard og en pianist, der skal underholde publikum i 5 kvarter, delt op af en pause undervejs. Der er lovet videooptræden af Trine Gadeberg og en hemmelig gæst. Gattrup og Søndergaard har også slået et lille slag omkring Sønderborg-revyen.
Haderslev er afslutningen på Specialklassens turné, og den glæder sig til at give beboerne i Haderslev en eftersidning i deres egen by og egn. Teaterforeningen har inviteret byrådets udvalg for Kultur og Fritid til forestillingen, så medlemmerne kan se byen fra en humoristisk vinkel, hvis de vælger at tage mod indbydelsen.
Der er stadig billetter til forestillingen. De kan fås via www.teaterihaderslev, Billetten, på tlf. 6053 6316, evt. kontant ved døren 30 min. før forestillingen.

Publiceret 17 March 2016 07:30