Så er det slut:

Pølsemanden lukker

Af
Jonas Erboe

Så gik den ikke længere. Efter cirka 25 år må pølsevognen i smøgen ud for nummer 10 og 18 mellem Nørregade og Dæmningen lukke.
"Det er trist. Men jeg kan simpelthen ikke få det til at køre rundt mere," siger Svend Nielsen, der selv har haft vognen i de sidste to år. 
De to år har været op og ned for Svend Nielsen. Mens det første år gik nogenlunde for pølsevognen, så har han det sidste års tid måtte sande, at fremtiden langt fra er lys.
"Folk går meget op i prisen, og der kan jeg ikke altid følge med konkurrenterne. Jeg har forsøgt med forskellige pølser, hjemmelavet brød og at sætte prisen ned til 20 kroner, men det hjælper kun i en kort periode," siger han.
Pølsevognen har dog åbent lidt endnu. Svend Nielsen forventer at sælge sin sidste pølse cirka 1. maj.
"Jeg er ked af det, men der er ikke noget at gøre. Og jeg synes også, at det er trist for Vejle," siger han.
Der er allerede en ny ejer til pølsevognen. Han vil, i følge Svend Nielsen, sætte vognen i stand for 25.000 kroner og sætte den op et andet sted. 

Publiceret 17 March 2016 12:00