Uddannelse:

Mange har søgt plads på Esbjerg Gymnasium

Esbjerg Gymnasium er populært blandt de mange, der efter sommerferien skal i gang med en ungdomsuddannelse. Igen i år kan rektor Erling Petersson glæde sig over, at mange har søgt en plads på skolen på Spangsbjerg Møllevej.

Der er tale om en ganske stor fremgang i forhold til sidste års ansøgertal, der også blev betegnet som værende ganske fine. Den almene STX uddannelse har modtaget 315 ansøgninger mod sidste års 277. Samlet set - med alle skolens linjer lagt sammen - er ansøgertallet i år 397 mod 364 i 2015.

”Vi er rigtigt glade for de mange ansøgere. Og det er dejligt at læse i elevernes ansøgninger, at mange begrunder valget af EG med, at de har oplevet, at der er et godt og moderne undervisnings- og skolemiljø”, siger rektor Erling Petersson i en pressemeddelelse.

Publiceret 17 March 2016 07:45