Køge Kirke tilbyder en række forskellige muligheder for at være med til at fejre påske.

Køge Kirke tilbyder en række forskellige muligheder for at være med til at fejre påske.

Påsken er kristendommens vigtigste højtid

Påsken fortjener en langt bedre plads i folks bevidsthed, mener sognepræst Signe Asbirk

Påske er gækkebreve og chokoladeæg, sommerhus og havearbejde, påskehare og lammesteg. Men påsken er mere end det. Påsken er også kristendommens vigtigste højtid og en grundfortælling i vores kultur. Den handler om livets store spørgsmål og om nære menneskelige erfaringer – om håb, forsoning, tilgivelse, fællesskab, tro på livet, men også om svigt, ensomhed, lidelse og død. Det er alt sammen spørgsmål og erfaringer, der før eller siden trænger sig på i ethvert menneskes liv.
Alligevel fylder påsken i Danmark langtfra så meget som kristen højtid, som fx julen gør det. Og det er synd, mener sognepræst ved Køge Kirke, Signe Asbirk.
”Påsken fortjener en langt bedre plads i folks bevidsthed, for der er virkelig saft og kraft i påskens fortællinger. Påskeugen er ét langt drama, som vi kan spejle vores eget liv i med alle vores drømme og bekymringer, frygt og håb. Der er noget at hente for folk i alle aldre og livssituationer,” siger hun.
I kirker landet over bliver der gjort meget for at sætte fokus på påsken som kristen højtid. Koncerter, æselridning, bogudgivelser, særlige gudstjenester, fællesspisning og pilgrimsvandringer er bare nogle af de initiativer, det er med til at formidle påskens indhold og dramatiske stemningsskift – fra festlig forventning palmesøndag, fællesskab og svigt skærtorsdag, pinefuld lidelse og død langfredag, til opstandelse og glæde påske morgen.

Æselridning og fællesspisning

I Køge Kirke vil der også være en række forskellige muligheder for at fejre påske. Hele ugen kan man komme i kirkens åbningstid fra 10-16 og 'gå sig gennem påsken'. I kirkens midtergang vil der være en lang løber med billeder på fra hele påskefortællingen.
”Der er noget at se på og snakke om for hele familien – lige fra palmeblade og æsellort til rustne søm og påskeliljer. At gå ned ad midtergangen er som en slags mini-pilgrimsvandring gennem hele påsken”, siger sognepræst Signe Asbirk.
Påskens mange gudstjenester vil i Køge Kirke have hvert deres særpræg. Palmesøndag er der festlig familiegudstjeneste med efterfølgende aktiviteter: Æselridning, krea-værksted, ansigtsmaling og aktiviteter med rollespillere og frokost. Skærtorsdag, den dag hvor Jesus spiste afskedsmåltid med disciplene og indstiftede nadveren, er der efter gudstjenesten stor brunch i sognegården.
Langfredag er der musikgudstjeneste med bl.a. solosanger Lotte Hovman. Påskedag og 2. påskedag er der festgudstjenester med alle de skønne påskesalmer for fuld udblæsning.


Fakta
Påske i Køge kirke
20. marts - Palmesøndag kl. 10: Familiegudstjeneste – efterfølgende æselridning, krea-værksted, ansigtsmaling og aktiviteter med rollespillere, frokost. Gratis men tilmelding nødvendig til kordegn.koege@gmail.com /tlf. 56651359/sms: 24988485
24. marts – Skærtorsdag kl. 10: Gudstjeneste med efterfølgende brunch i sognegården. Gratis men tilmelding nødvendig til soj@koegekirke.dk /tlf. 56651359
25. marts – Langfredag kl. 10: Musikgudstjeneste med altsanger Lotte Hovmann
27. marts – Påskedag kl 10: Påskehøjmesse
28. marts – 2. påskedag kl. 10: Påskehøjmesse

Der er blandt andet æselridning ved Køge Kirke i forbindelse med påsken.

Der er blandt andet æselridning ved Køge Kirke i forbindelse med påsken.

Publiceret 23 March 2016 11:00