Ældre dame overså færdselstavle

Politiet standsede lidt før klokken 18.30 i går aftes en 76-årig kvindelig bilist.
Hun var kommet kørende ad Norgesgade mod rundkørslen ved Holstensvej og Oldenborggade, og her havde hun ifølge vagthavende ved Sydøstjyllands Politi formentlig overset rundkørslen, og det resulterede i, at hun ramte en færdselstavle.
Politiet fik standset kvinden kort efter. Hun var dog ikke klar over, at hun havde ramt færdselsskiltet.
Kvinden skal formentlig igennem en køreegnethedsprøve, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Publiceret 26 March 2016 12:06