Richard Uldbjerg, indsamlingsleder for Kræftens Bekæmpelse i Fredericia kommune.

Richard Uldbjerg, indsamlingsleder for Kræftens Bekæmpelse i Fredericia kommune.

Fredericia viser flaget til fordel for kræftforskningen

I 2014 uddelte foreningen omkring 400 millioner kroner til forskellige forskningsprojekter

Sidste år var der 350 indsamlere i Fredericia ved Kræftens Bekæmpelses landsindsamling. Der blev indsamlet 340.550 kroner, der går til foreningens arbejde med forskning, patientstøtte og forebyggelse af kræft. Igen i år får alle indsamlere udleveret et lille flag, hvor de kan skrive deres egen grund til at samle ind og sætte flaget på tøjet eller tasken under indsamlingen.
"Jeg håber, at vi kan blive mindst lige så mange indsamlere i år, og at rigtig mange vil benytte lejligheden til at vise flaget. Hvert år bliver omkring 38.000 danskere ramt af kræft. Det er næsten 100 nye tilfælde hver dag. Derfor er det så vigtigt at forske i både nye behandlingsmetoder og i årsagerne til kræft, så vi kan nå hen imod, at færre bliver ramt af den frygtelige sygdom," siger Richard Uldbjerg, som er indsamlingsleder for Kræftens Bekæmpelse i Fredericia kommune.
De lokale indsamlere kommer rundt til stort set alle hustande.
"Men ofte er det desværre sådan, at der kun er nogen hjemme hos omkring halvdelen. Så i år håber vi, at endnu flere vil åbne dørene og støtte kampen mod kræft," siger Richard Uldbjerg.

Forskning i verdensklasse

Hver gang Kræftens Bekæmpelse får 100 kr. går 60 kr. til forskning i kræft. Kræftens Bekæmpelse har sit eget forskningscenter og uddeler samtidig penge til eksterne forskningsprojekter i kræft. I 2014 brugte Kræftens Bekæmpelse 400 mio. kr. på kræftforskning.
Kræftens Bekæmpelses egen forskning vurderes meget højt i det internationale forskningsmiljø. Det internationale ”Scimago Institutions Rankings”, som hvert år kårer de bedste forskningsinstitutioner i verden, placerede i 2014 Kræftens Bekæmpelse som en suveræn nr. 1 i Danmark og som nr. 40 i Europa sammenlignet med flere end 5.100 universiteter og forskningsinstitutioner.
"De flotte forskningsresultater styrker vores lyst til at lave en rigtig flot landsindsamling her i Fredericia. Tænk, hvis vi engang kan sige til vores børnebørn, at vi var med til at skabe grundlaget for et stort gennembrud i kampen mod kræft. Det ville være skønt," siger Richard Uldbjerg
Du kan melde dig som indsamler på tlf. 7012 2016 eller på www.indsamling.dk.

Publiceret 26 March 2016 12:00