Kørekort var en kort fornøjelse for 19-årig spritbilist

En 19-årig mand fra Almind kan formentlig snart konstatere, at det der med kørekort var en kort fornøjelse. 
Omkring klokken 22.10 i går aftes fik politiet i Kolding nemlig et opkald fra en anden bilist, som netop var blevet påkørt bagfra af en Nissan Micra på Haderslevvej. 
Da den påkørte bilist ville ud og tale med føreren af Nissan Micra'en - den 19-årige - kunne han konstatere, at denne virkede påvirket af spiritus, hvorfor han kontaktede politiet, som kom til stedet.
En udåndingsprøve viste, at den 19-årige havde en promille over det tilladte. Han blev efterfølgende taget med på stationen til en blodprøve, oplyser vagthavende ved Sydøstjyllands Politi.
Der skete kun materiel skade ved sammenstødet.

Publiceret 26 March 2016 11:33