Rigsarkivet fejrede frivillige til tastefest

Da kartoteket over sønderjyske krigsfanger med 7.303 navne blev lagt online, blev det samtidig betydeligt lettere at forske i denne del af Danmarks historie. Det takkede Rigsarkivet for til tastefesten i Aabenraa. Især blev Inger Buchard hædret, da hun har stået for indtastningen af hele 39 % af oplysningerne i krigsfangekartoteket.
Men hvad motiverer egentlig det frivillige arbejde med indtastning af oplysninger fra Danmarks fælles hukommelse?
Inger Buchard fortæller: ”For det første motiverer det mig, at jeg i forskellige fora møder spørgsmål om slægtsforskning i Sønderjylland. Det er ofte de samme problemer, der rejses, og jeg vil gerne hjælpe med at løse dem. Jeg ved, at en god indtastning gør en stor forskel, fordi det er en genvej til et ofte vanskeligt spørgsmål. Desuden gør summen af indtastninger også min egen søgning lettere.”
 
I hendes arbejde med Danmarks skriftlige kulturarv er hun stødt på flere spændende historier: ”At russiske krigsfanger øst for Ural er blevet sejlet hjem via Vladivostok; at der sad sønderjyder i krigsfangelejre i det, der i dag er Israel; at et medlem af den fjernere del af familien ikke var den eneste, der sad i en lejr i Nordafrika; at der var mange civile fanger, bl.a. i Chile og på New Zealand, der først kom hjem i 1920 – det vidste jeg ikke noget om, inden jeg startede. Så det har været vældig interessant.”
 

Publiceret 26 March 2016 07:00