Klumme:

Sygehus og politikere

I Flindts Fodspor

Af
Jørgen Flindt

Hvorfor skal sygehuset lukke? Et simpelt spørgsmål, men åbenbart et mere lunkent svar.
Jeg erkender, at jeg er en simpel mand, der ikke er dybt ind i kernen af denne historie, men set udefra så giver en mulig lukning af Give Sygehus ikke særlig megen mening.
Jovist, der er lagt op til, i Region Syddanmarks sparekatalog, at flere sygehuse skal lukkes, nemlig Middelfart, Tønder og Nyborg, og så altså Give Sygehus, og på den måde skulle regionen så kunne de 167 millioner kroner, regionen ønsker at spare.
Det er jo ret simpelt, men så alligevel ikke, for jeg kan også forstå, at Give Sygehus faktisk giver overskud på kontoen, endda med flere millioner kroner, og så er meningen direkte ulogisk 'Friklinikken i Region Syddanmark,' holder til på Give Sygehus og den har forskellige funktioner, men er først og fremmest, sådan groft sagt, et sted, hvor regionen kan sende patienter hen, hvis det kniber med plads andre steder. Det er nemlig dyrt at sende dem ud af regionen.
Desuden er det et sted, hvor patienter fra andre områder, især Region Midtjylland, også henvises til, og dermed kan der skabes et overskud på kontoen. Og hvor mange sygehuse i vores region kan prale af det?
Der er ingen tvivl om, at sygehuset i Give har et godt ry, og at den nemt kan kaldes for 'lille og vågen', men det er måske ikke nok i en verden af politikere, der som ufleksible zombier altid får våde drømme om større og større enheder.
Politikerne lægger op til, at et laboratorium og røngtenafdelingen skal lukke, mens størstedelen, nemlig friklinikken, skal flyttes til sygehuset i Grindsted.
På den lange bane erkender jeg, at regionen måske kan spare penge ved at samle tingene, men den slags er altid et måske, og så længe sygehuset i udkanten af Give giver overskud, giver det ingen mening at flytte den.
Don"t change a winning team. Hvis det endelig er, så flyt Grindsted Sygehus til Give.
Desuden er en flytning altid ekstra dyrt, når der er tale om et sygehus. Den slags kan nok ikke ordnes med at leje nogle flyttefolk en formiddag samt indkøb af tyve flyttekasser i Jem og Fix.
Og jeg kan oven i hatten forstå, at man de seneste år har investeret i nye operationstuer i Give, og nu overvejer man så at flytte dem. Goddag mand økseskaft.
Når det er sagt, så er der selvfølgelig mange aspekter jeg ikke kender til, og som regionens politikere forhåbentligt ved mere om en mig, men de er i så fald godt nok ikke gode til at forklare logikken i at lukke noget, der virker.
Uanset hvad, så vil det være synd for byen Give, hvis det 110 år gamle sygehus lukker.
Denne pragtfulde by, som er mit hjerte nær, er så levende og kæmpende, og byen har ingelunde brug for at en markant del af byen, som et sygehus altid er, skal lukke ned og delvist flytte. Lukningen af en arbejdsplads med 116 ansatte vil kunne mærkes big time.
Politikerne er sat i verden for at varetage regionens interesser bedst muligt, og selvfølgelig er der ikke tænkt i lukning af Give Sygehus bare på grund af ondskab.
Men det er ikke lig med, at man ikke skal tænke sig om to gange. Det må være mindste krav til politikerne. De skal pokker tage mig have nogle væsentlige grunde for at lukke en succes. For ellers skal de lade være.
Svaret på politikernes valg gives den 25. april.

Publiceret 26 March 2016 10:00