Et par af spinderitøserne i Spinderihallerne. Et hårdt, varmt og meget slidsomt arbejde. Hør mere om det 2. april på VejleMuseerne.

Et par af spinderitøserne i Spinderihallerne. Et hårdt, varmt og meget slidsomt arbejde. Hør mere om det 2. april på VejleMuseerne.

Bomuldsfnat i ørerne

VejleMuseerne fortæller lørdag den 2. april om livet på spinderierne

”Jeg har fået ørerne pustet ud mange gange. Der kom det rene bomuld ud af dem. Man kunne finde det alle vegne, på de bare maver og i øjenkrogene. Det kløede og slog ud på hele kroppen. De kaldte det bomuldsfnat,”
Sådan beskriver nogle af de tidligere arbejdere livet som spinderitøs. Spinderitøser blev den almindelige betegnelse for de mange kvinder, der fik arbejde på bomuldsspinderierne i Vejle.
Man skulle holde øje med hundredvis af hurtigløbende tråde, gribe hurtigt ind, hvis tråden bristede og konstant skifte spoler. Dagene var lange og ensformige. Man arbejdede 12 timer fra seks morgen til seks aften eller omvendt.
Heden i spinderierne var ulidelig, og tidligere arbejdere fortæller, hvordan termometeret sagtens kunne snige sig op på 38 grader. Nogle måtte hælde vand på gulvet, så det ikke var for varmt at gå på. Larmen fra maskinerne var øredøvende, og mange fik høreskader. De tidligere arbejdere fortæller om, hvordan gulvet gyngede af larmen, der svarede til, at man opholdt sig i et rum fyldt med flyvemaskiner, der startede.
Alt det fortæller VejleMuseernes museumsinspektør Lisbeth Aagaard Lykke om på en temaomvisning i og udenfor Spinderihallerne i Spinderigade i Vejle lørdag den 2. april klokken 14.
Der er ingen tilmelding. Køb billet på stedet eller på forhånd på www.vejlemuseerne.dk
jfl

Publiceret 30 March 2016 15:00