Ny lægeklinik åbner på mandag i Hjerting

Lægemanglen i Esbjerg er så stor, at Region Syddanmark allerede på mandag åbner en ny lægeklinik i Hjerting

Manglen på praktiserende læger er nu så stor i Esbjerg-området, at Region Syddanmark har fundet det nødvendigt selv at åbne og drive en lægeklinik i byen - ellers ville stadig flere borgere stå uden læge.
Den nye klinik åbner allerede på mandag den 4. april.
"Navnet bliver Lægerne Langlihuset, og klinikken vil holde til på Havborgvej i Hjerting. Lægeklinikken vil blive drevet med faste sygeplejersker og skiftende lægevikarer. Region Syddanmark vil på et senere tidspunkt forsøge at sælge klinikken til læger, som kan videreføre klinikken," skriver regionen i en pressemeddelelse.
Formand for Sundhedssamordningsudvalget i Region Syddanmark, Tage Petersen (V), udtaler:
"Det har desværre vist sig svært at tiltrække læger til Esbjerg-området. Derfor har Region Syddanmark valgt at åbne en regionsdrevet lægepraksis, så borgerne fortsat kan være tilknyttet en praktiserende læge. Samtidig forventer vi, at den nye lægepraksis kan bidrage til at tiltrække praktiserende læger til området, så fremtidens tilstedeværelse af praktiserende læger også kan sikres."
Tage Petersen roser samtidig Esbjerg Kommune for stor velvillighed:
"Vi er glade for, at Esbjerg Kommune har bistået med etableringen af klinikken. Det er Esbjerg kommune, der har udlånt de sygeplejersker, som skal udgøre klinikkens faste personale," siger han.
De første borgere har allerede valgt Lægerne Langlihuset som deres lægepraksis. Lægeskiftet vil ske 4. april, når den nye lægepraksis åbner. Den nye lægepraksis har en kapacitet på ca. 3.200 tilmeldte patienter.
Borgere, som gerne vil tilmeldes Lægerne Langlihuset, kan allerede nu foretage deres lægevalg. Lægevalg foretages via kommunens hjemmeside eller via henvendelse til borgerservice.
 
 
 

Publiceret 30 March 2016 09:30