Tre år for skyldnersvig og underslæb

Retten i Odense har idømt René Müller tre års fængsel

Retten i Odense har idømt erhvervsmanden René Müller tre års fængsel for skyldnersvig og underslæb. Han blev dømt for uretmæssigt at have tilegnet sig omkring 35 millioner kroner i forbindelse med en handel med en ejendom på Strøget i København. Ifølge anklageskriftet brugte René Müller pengene til at betale en privat gæld.
“Vi er tilfredse med det resultat, som retten er kommet frem til, og som er i altovervejende grad er i overensstemmelse med den tiltale, som er rejst i sin tid,” siger anklager i sagen Andreas Laursen fra Statsadvokaten fra Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, tidligere kendt som bagmandspolitiet.
“Dommen viser, at det har alvorlige konsekvenser, hvis man begår økonomisk kriminalitet,” siger Andreas Laursen.
René Müller blev kendt skyldig i både skyldnersvig og underslæb. Erhvervsmanden besluttede dog allerede få timer efter domsafsigelsen at anke dommen.

Publiceret 30 March 2016 14:00