Fra den 1. april skal hundeejere huske, at menneskets bedste ven ikke må løbe frit omkring på stranden. Foto: Dyrenes Beskyttelse

Fra den 1. april skal hundeejere huske, at menneskets bedste ven ikke må løbe frit omkring på stranden. Foto: Dyrenes Beskyttelse

Nu skal vandhunden i snor

Foråret er over os, og fra i dag må hundejere ikke lade hunden løbe frit omkring på stranden, oplyser Dyrenes Beskyttelse

Fra den 1. april til den 30. september er det ifølge naturbeskyttelsesloven ikke lovligt at lufte hunden, uden den er i snor på de danske strande.
”Årsagen til, at hundeejere skal holde hunden i snor på strandene, er bl.a. at beskytte de ynglende fugle og deres unger i den periode,” siger chefkonsulent i Dyrenes Beskyttelse Jens Jokumsen
Der er dog strande, hvor det er helt forbudt at lufte hunde, så hold altid øje med den lokale skiltning. Vis altid hensyn til strandens øvrige gæster, uanset hvad tid på året hunden luftes der. Mange hunde elsker at kunne bevæge sig frit, og det er der heldigvis stadigvæk mulighed for, selvom hunden skal være i snor på stranden, lyder det fra Dyrenes Beskyttelse.
”Vi er jo mange, som gerne vil give vores hunde den frihed, det er at boltre sig uden snor, og der findes heldigvis mange hundeskove, hvor man kan lufte hund uden snor hele året. Man skal selvfølgelig altid kunne kalde hunden til sig,” pointerer jens Jokumsen.
"Motion og de gode oplevelser i naturen er positivt for både hund og ejer, og uanset hvad man finder på, så er det en god idé at give dine hunde afvekslende ture i naturen, så de får skærpet deres sanser og får fulgt årets gang på nærmeste hold,” slutter Jens Jokumsen
På hjemmesiden hundeskove.dk kan man se en oversigt over hundeskove. Et andet informativt site for hundeejere er hundmedhensyn.dk, hvor der gives gode råd til hundeejere i det offentlige rum.

Publiceret 01 April 2016 11:00