Lone Ebdrup åbner konditoriet “Kagedåsen”.

Lone Ebdrup åbner konditoriet “Kagedåsen”.

Nyt konditori åbner i Brandts Passage

Odense får sit første konditori, når Lone Ebdrup 1. maj åbner Konditoriet “Kagedåsen” på Brandts

Snart kommer hele passagen til at dufte lifligt af hjemmebagte boller, velsmagende konditorkager og frisklavet kaffe.
Indretningen er så småt gået i gang i det nye konditori “Kagedåsen” i Brandts Passage 31D, hvor dametøjsbutikken Urban tidligere lå.
Konditoriet bliver ren retro med hvide duge, blondegardiner, kopper og tallerkner i porcelæn, skriver Brandts i en pressemeddelelse.
”Det er ikke en café. Jeg serverer min egen friskmalede kaffe, en god hjemmelavet te og rygende varm kakao med masser af smag. Dertil lune friskbagte teboller. Til den søde tand, laver jeg for eksempel lækre flødeboller og cake-pops,” siger Lone Ebdrup.
”Da muligheden for at rykke ind i Brandts Passage, dukkede op, så var jeg ikke i tvivl. Jeg lukker øjnene og springer ud på det dybe vand for at udleve min gamle drøm om at åbne et godt gammeldags konditori,” fortæller hun.
Lone Ebdrup har netop sagt sin sikre stilling som serviceleder på OUH op,
”Jeg har gjort det, jeg så længe har drømt om – at skabe et konditori, der ikke findes andre steder i denne by. Hvor nøgleordene er kvalitet, service, hygge og nærvær. Hvor alt tilberedes med kærlighed og gode råvarer,” fortæller Lone Ebdrup på 55, der har fire børn, deraf tre “dejlige bonusbørn”.

Med i tv-program

Hun har i flere end 30 år været “hobbybager”. En stor del af Familien Danmark stiftede for tre år siden bekendtskab med den odenseanske kage-dekoratør, da hun deltog i “Kagekampen” på Kanal 5 – og endte på en andenplads.
De sidste seks år har hun på hobbybasis drevet et lille hjemmebageri i den ene ende af familiens villa i Højby.
Lone har arrangeret mange forskellige kurser i tilberedning af kager. Fra Lagkager til fromagekager, sandkager, macarons, kransekager og småkager. Og har planer om flere specielarrangementer i “Kagedåsen”.
Kagerne kan ikke kun nydes i Konditoriet. Det vil også være muligt at bestille kager efter eget ønske til fx fødselsdage og bryllupper.
”Vi glæder os utrolig meget til at byde Konditoriet ”Kagedåsen” velkommen i Brandts Passage. Det er i vores øjne det ideelle match. Der findes ikke et tilsvarende konditori i Odense, og hendes fokus på kvalitet og gode råvarer matcher området rigtigt godt,” siger Eva Pasgaard, Passage Manager i Brandts Klædefabrik.

Publiceret 01 April 2016 13:45