Ventilen Danmarks formand Maria Bergmann Nielsen

Ventilen Danmarks formand Maria Bergmann Nielsen

Vejle får nyt mødested for ensomme unge

Der er opstartsmøde i april

Af
Af Jacob Hove

I sensommeren åbner et nyt mødested for ensomme unge i Vejle.
Ventilen Danmark har længe vidst, at der var behov for et tilbud direkte rettet mod ensomme unge i Vejle. Og til august eller september bliver det så endelig virkelighed, når organisationen åbner sit 15. mødested.
”Vi har længe vidst, at der desværre var stort behov for et tilbud til ensomme unge i Vejle. Nu har vi endelig ressourcerne til at starte mødestedet op, og vi glæder os meget til at komme i gang,” siger Ventilen Danmarks formand, Maria Bergmann Nielsen, i en pressemeddelelse.
De første frivillige har allerede meldt sig under fanerne, men formanden håber især, at potentielle frivillige møder op til opstartsmøde den 12. april.
”Landsorganisationen skaber rammerne omkring det nye mødested, men det er de frivillige, der skal føre planerne ud i livet. Det er dem, der i praksis skal skabe det trygge rum, hvor ensomme unge kan komme og få hjælp og støtte til at arbejde sig ud af ensomheden,” siger Maria Bergmann Nielsen.
Ventilen Vejle er et tilbud for unge i alderen 15-25, der føler sig ensomme, og har ensomheden som deres primære problem. Mødestedet bliver drevet af frivillige i alderen 18-30. Ung-til-ung og hjælp-til-selvhjælp er nemlig vigtige værdier i Ventilen Danmark.
Åbningen af mødestedet kan lade sig gøre takket være Carl og Esther Christiansens Fond, der har givet et legat på 150.000 kroner.
Opstartsmødet bliver afholdt tirsdag den 12. april klokken 16-18 i FrivilligCenter & Selvhjælp Vejle, Dæmningen 58,1, 7100 Vejle

Ventilen

  • Ventilen Danmark driver pt. 14 mødesteder og to KOMsammen-tilbud
  • Landsorganisationen har eksisteret siden 1999
  • 742 unge besøgte Ventilen i 2015
  • 6,4 % af de 16-29-årige føler sig ensomme ofte eller hver dag (Lasgaard og Friis, 2015)
  • Langvarig ensomhed er sundhedsskadeligt og bliver af forskere sammenlignet med rygning

Publiceret 01 April 2016 14:00