Foto og video:

Gode, lokale indslag højner revyen

Aabenraa Revyen tager i år mere afsæt i det lokale. Det højner kvaliteten og underholdningsværdien

Af
Af Betina Skjønnemand

Dygtige, det er de altså.
Årets Aabenraa Revy byder igen på gode præstationer af skuespillerne, og de viser alle et højt musikalsk niveau.
I år er det kun fem medvirkende på scenen, men alle byder ind og trækker hver sit læs, så man savner ikke flere på scenen.

Fine, lokale tekster

Skuespillerne har i årets revy fået en del fine tekster at arbejde med.
I år er der således mere lokalt afsæt i numrene, og det gør, at publikum har langt mere at grine af.
Det være sig både i den lidt lumre afdeling med borgmester Thomas Andresens besværligheder med at forveksle KLippe med KN... ja, fortsæt selv. Også i numrene Bedækningsbrigaden, Dating-Skolen og Ægteskabstest er referencerne lidt under bæltestedet, men helt bestemt morsomme.
Et par af højdepunkterne var sketchen med ambulanceselskabet Bios, der med en tysk ambulancefører kommer i forviklinger med det synnejyske sproch, og også nummeret med kirken, der har stor succes som public service leverandør er rigtig godt tænkt.
 
 

Allan Petersen, Thomas Møller og Tomas Bomle Egelund giver den fuld gas i nummeret “Bedækningsbrigaden”, der skal sikre børnetallet i kommunen.

Allan Petersen, Thomas Møller og Tomas Bomle Egelund giver den fuld gas i nummeret “Bedækningsbrigaden”, der skal sikre børnetallet i kommunen.

Religion i centrum

I det hele taget får religion og folkekirken en del opmærksomhed i årets revy - både i den kristne og den muslimske afdeling.
Alt i alt er revyen et besøg værd, og man bliver aldrig træt af at lytte til det gode band, der supplerer numrene på fornemste vis.
Hele setuppet både på og udenfor scenen virker som altid sikkert, og man mærker, at revyen efterhånden har 27 år på bagen.


 
 

Lone Kühler på slap line i nummeret Ballerina.

Lone Kühler på slap line i nummeret Ballerina.

Fakta

I år medvirker Lone Kühler, Thomas Møller, Allan Petersen, Karen Linnet-Rasmussen og Thomas Bomle Egelund.
Kapelmester og instruktør er Lasse Holy

Du kan nå at opleve revyen den 8., 9., 15 og 16. april. Men du skal skynde dig - der er kun få billetter tilbage. Billetter kan købes på billet@aabenraarevyen.dk eller i Jyske Bank.

Publiceret 01 April 2016 10:00