Nu kan et nyt eventyr begynde

Det er med en vis portion vemod at vi torsdag siger farvel til daginstitutionen Mælkebøtten. Vores barn har haft nogle fantastiske år der. Men det der er vemodigt for os som forældre, er starten på et nyt eventyr for vores barn. På fredag starter hun og hendes kammerater nemlig i SFO og børnene glæder sig!
Og her vil vi bare sige, at det er imponerende at se, hvor skoleparate de er. Siden 1. april sidste år, har vores barn været i storbørnsgruppen, der består af de børn, der skal i skole efter sommerferien. De har til morgensamling trænet skolelignende situationer, hvor de sidder stille og rækker fingeren op. Deres navne bliver råbt op, de øver datoer, ugedage, årstider, klokken, alfabetet og meget mere. Vores datter kan skrive de fleste af navnene på de andre børn og kan regne en smule. Det er langt mere, end hvad vi selv kunne, dengang vi skulle starte i skole.
Både vidensmæssigt, socialt og mentalt er de totalt parate til skole og vi er imponerede over det kæmpe arbejde, pædagogerne har lagt i de 30(!) børn, der er på vores barns stue og vi er imponerede over, hvor klar til skole de er.
Herfra skal lyde en kæmpe dybfølt tak til Mælkebøttens - særligt Bistuens personale. I har bidraget til at vores barn er robust, sulten efter mere viden og klar til det næste eventyr - skolen.
I er fantastiske ambassadører for Jeres fag og Jeres indsats hver dag har en kæmpe betydning for vores børns og dermed vores trivsel.
Tak! Nu kan et nyt eventyr begynde.
 
Jesper & Marie
Forældre til et barn på Bistuen i Mælkebøtten

Publiceret 01 April 2016 12:00