Charlotte har mødt Jesus

Kom til foredrag med kvinden, der kender Jesus

Siden Charlotte Rørth i januar 2014 udgav bogen "Jeg mødte Jesus" er tusinder strømmet til hendes foredrag. Onsdag den 27. april kommer hun til Odense
Nogle kalder Charlotte Rørth tosset og opfordrer hende til at konsultere en psykolog. Tusindvis af andre strømmer til hendes foredrag for at høre om hendes oplevelser i et lille kapel i byen Úbeda i Spanien i 2009.

Foredragene har samme titel som den bog, hun i januar 2014 udgav på Informations Forlag: "Jeg mødte Jesus".
Selv om titlen kan lyde som en religiøs kliché, har foredraget i både Danmark og Norge trukket fulde huse, og i øjeblikket siger Charlotte Rørth nej til mange forespørgsler om foredrag. Det er dog lykkedes at få hende til Odense:
Onsdag den 27. april klokken 19.00 holder hun foredrag i Bykirken, Østergade 57-59. Der er fri entré til arrangementet.
Charlotte Rørth var hverken religiøst eller spirituelt søgende, da Jesus bogstaveligt talt viste sig for hende og talte til hende i et kapel i Spanien. Oplevelsen var et mentalt og fysisk lynnedslag i hendes verden, der gjorde det umuligt for hende at fortsætte, som om intet var sket – og som tvang hende til at tage sit moderne, rationelle liv op til overvejelse. 
I "Jeg mødte Jesus" beskriver hun den overnaturlige oplevelse i detaljer og tager læseren med på en rejse, hvor hun opsøger forskere i epilepsi og psykiatri, præster og spirituelle vejledere for at finde viden om og forståelse af, hvad der skete med hende.
Bogen er en personlig, eksistentiel beretning om tro og om tabu i et Danmark, hvor religiøse oplevelser og erfaringer er noget af det allermest private – noget man holder for sig selv, hvis man vil undgå at blive betragtet som enten uligevægtig eller småskør.
Charlotte Rørth (f. 1962) er journalist på Nordjyske, hvor hun skriver om kultur, køn, samfundstendenser og tro. "Jeg mødte Jesus" er hendes debut som forfatter. Den røg straks til tops på bestsellerlisterne og er på vej til udgivelse i flere lande. 

Publiceret 24 April 2016 11:30