Klumme:

80 procent idioter

I Flindts Fodspor

Af
Jørgen Flindt

Kære rige mennesker. Vil I ikke godt lade være med at være så grådige og egoistiske. Ok, jeg ved godt, at det er langt fra jer alle sammen, men nogen af jer er altså ikke særlig heldige.
Jeg ved det godt. Fattige mennesker er også grådige. Og alle os midt imellem er det også. Men det er altså ikke charmerende at opdage, hvor grådige nogle rige mennesker er. Men kære alle jer, der gemmer pengene væk i skattely, det virker til, at I gør det, fordi I mener, I gerne må snyde og bedrage, fordi I er en smule nærmere Gud, end vi andre fattigrøve, men hold kæft hvor er jeg træt af rige mennesker, som gør alt for at gemme deres penge af vejen.
Jeg er ganske givet hyklerisk her, for jeg vil - i det mindste overveje tanken om skattely- hvis jeg selv havde mange penge, men det har jeg ikke, og derfor er det en hypotetisk tanke.
Men det at have tjent penge er ikke lig med, at man er hævet over både lov og almindelig moral. Panamapapirerne viser det med tydelighed, at der er gået en sport i at slippe for skat. Og det er overhovedet ikke sundt for noget. Dels kan stater kollapse på den konto, og dels kan de rige selv kollapse, hvis de snuppes med fingrene nede i skattlely-kagedåden.
Jeg ved godt, at vi alle på en eller anden måde snyder.Om ikke andet med noget sort arbejde histen og pisten. Men der er nu forskel på de to ting. Almindelige mennesker skyder efter skat med et pusterør, mens skattely-svindlerne bruger atombomber.
Og atombomber, også de økonomiske af slagsen, kan slå samfund ihjel.
Hold kæft, hvor er jeg træt af rige mennesker, der svindler, for det virker til, at de føler, det er en menneskeret at svindle, for de har jo selv tjent deres penge.
Tjo, måske, men så enten er man med i fællesskabet eller så er man udenfor. Man kan ikke få det hele.
Betaler du ikke til skatten, og dermed fællesskabet, så kan du glemme alt om at køre på vejene, for det er fællesskabet, der betaler dem, og dem har man jo meldt sig ud af, for man har penge nok.
Nå ja, du kære rige, så kan du sikkert købe en helikopter at komme rundt med, og det er dig velundt, men det er ufedt at savle over en rød Ferrari, og så ikke kan få den ud at køre på offentlige veje, hvor du kan vise din rigdom frem.
Og dog. Problemet er, at jo, de kan få det hele. Verden er desværre skruet sådan sammen, at man kan snyde. Ikke hvis du er fattig, så kommer staten, politiet og kuglestødere efter dig med voldsom kraft, men er du rig, så snyd endelig, for ingen gør åbenbart noget ved det.
En formand for en meget stor nordisk bank sagde for nylig, det var før Panamapapirerne blev lækket, at 80 procent af folk er idioter uden finansielle idéer, og de sidste tyve procent derfor kan kanalisere penge hen til deres egen gruppe af idérige 'ikke idioter'.
Det har han sikkert ret i, men at man kan gøre en ting, er ikke lig med man skal. Jeg kan også nemt køre gamle damer ned eller stjæle slikposer ud af hænderne på børn, men det er en meget lidt charmerende ting at gøre.
Kære rige svindler: Du er eddername en belastning. En ufattelig træls type. Du morer dig nu nok hele vejen til banken i Panama, men dit eftermæle vil altid være, at dig kunne vi godt have undværet.
Du er ikke en af os 80 procent idioter, men du er en stor skiderik.
Bare så du ved det.

Publiceret 24 April 2016 09:00