Slip kreativiteten løs sammen med Køge Billedskole. (Foto: Martin Håkan/CoverGanda.dk)

Slip kreativiteten løs sammen med Køge Billedskole. (Foto: Martin Håkan/CoverGanda.dk)

Børneleg, ler og løjer

På næste kreative børneworkshop kan familiens yngste lege med ler og lære om ler som materiale – og undervejs lave deres helt eget portræt. Det sker lørdag den 30. april

Et portræt af bedstemor? Et portræt af far eller mor? Måske et portræt af min bedste ven? Eller af mig selv? Mulighederne er mange, når Køge Billedskole lørdag den 30. april slår dørene op til årets fjerde kreative workshop for børn. Denne gang handler det om ler.
"Ikke to ansigter er ens, og det er netop det, der gør ansigter så fascinerede. Til workshoppen skal vi arbejde med ler som materiale og hver især lave et portræt i ler. Det kan være af en nulevende person eller en opdigtet person ud af fri fantasi. Jeg hjælper med teknikken og giver gode fif undervejs, så ungerne både lærer noget og får lejlighed til at lege frit og fantasifuldt med leret," siger Karen Land Hansen, billedkunster og primus motor på workshoppen.

Ler i børnehøjde

Det kan hurtigt blive et større projekt at lege med ler derhjemme, så her er en oplagt mulighed for at arbejde med leret i frie, ubekymrede rammer og med kyndig vejledning lige ved sin side.
"Jeg bruger tid på at snakke om portrættet med hvert enkelt barn, og så lægger vi en plan for, hvordan vi bedst griber sagen an. Med min baggrund kan jeg også guide og hjælpe barnet med at opnå det helt rigtige udtryk med leret," tilføjer Karen Land Hansen.
Du behøver ikke at tilmelde dig, men møder blot op med masser af lyst til at lære om ler og ikke mindst lege med det. Det er gratis at deltage i ler-løjerne.

Tid og sted

Du kan deltage i den kreative børneworkshop 'Leg og lær med ler' lørdag den 30. april kl. 13-17 i Gule Hal, Strandpromenaden 1 på Søndre Havn i Køge.

Publiceret 30 April 2016 07:00