Modelfoto

Modelfoto

Dørmænd blev overfaldet i Vejles natteliv

Politiet måtte af sted flere gange for at hendte voldsomme og voldelige unge mænd

Af
Peter Friis Autzen

Politiet måtte flere gange i nat af sted til Dæmningen i Vejle for at lægge en dæmper på voldsomme gemytter og anholde unge mænd, der var voldelige overfor dørmænd. Det oplyser vagtchef Martin Rasmussen fra Sydøstjyllands Politi.
Først gik det galt ved Old Irish Pub, hvor en mand flere gange blev afvist af dørmændene. Det blev manden til sidst så vred over, at han klokken 0:47 slog ud efter en dørmand - dog uden at formå at ramme.
Politiet blev tilkaldt og anholdt manden, som tilsyneladende er hjemløs. I hvert fald har han ikke nogen kendt adresse, oplyser Martin Rasmussen. Manden er 30 år og sigtes for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen - det, der tidligere hed gadeuorden.
Lidt senere, klokken 2:42, gik det igen galt uden for Old Irish Pub. En ung mand ville ikke rette sig efter dørmændenes anvisninger, og endte med at skubbe til dørmændene. Da politiet ankom, var manden rasende. Han råbte og skreg, mens han fægtede med armene. Han blev anholdt og løsladt her til morgen. Han er 24 år og fra Vejle, og han sigtes for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Klokken 4:30 måtte politiet igen rykke ud for at gribe ind i en strid mellem dørmænd og gæster. Denne gang var det uden for TemaBar. En 18-årig mand optrådte voldsomt og voldeligt. Han forsøgte råbende at starte et slagsmål med dørmændene, og han ville ikke følge politiets ordre om at forlade stedet. Også han blev derfor anholdt for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og løsladt til formiddag.
"Så der har været gang i byen," siger Martin Rasmussen.

Publiceret 30 April 2016 11:00