I søndags fejrede Lars Kristensen sin 70 års fødselsdag. Han har været på Tulips fabrikker i Vejle i mere end 48 år.

I søndags fejrede Lars Kristensen sin 70 års fødselsdag. Han har været på Tulips fabrikker i Vejle i mere end 48 år.

Fra bagermester til mestersvend

I mere end 48 år har Lars Kristensen haft sin daglig gang på Tulips fabrikker i Vejle

At ordne blomsterbede i haven, tage på busture til Harzen, forkæle børnebørnene, drikke kaffe og læse avis til langt ud på formiddagen. Sådan vil mange nok tænke om livet som pensionist, og fordommene er mange – men sådan er det ikke for Lars Kristensen. Det synes han simpelthen er for kedeligt.
Lars Kristensen er lige fyldt 70 år, og i langt størstedelen af sit liv har han arbejdet hos Tulip Food Company. Lars blev i sine unge dage udlært som bager, men endte i 1964 som slagterimedarbejder på fabrikken i Vejle, hvor han var i halvandet år.
“Indtil 1969 havde jeg også lige et par år som frivillig soldat, og da jeg ikke gad dét mere, stod jeg uden job. Helt tilfældigt fandt jeg ud af, at de søgte sommerferieafløsere på fabrikken - og jeg er her endnu, så det er blevet til et lidt langt sommerferiejob,” siger Lars Kristensen klukkende.
I 1984 blev Lars udlært mestersvend på den nu lukkede fabrik på Havnegade i Vejle, og det har været titlen lige siden.

Power-nap på jobbet

Drillerier i hverdagen og søde, kærlige bemærkninger går ikke stille for sig, når Lars hygger med sine kolleger.
“Lille Lars. Ja, det er jeg alle dage blevet kaldt, fordi jeg ikke er så høj. Men der skal være plads til drillerierne, for det er jo faktisk bare det kollegiale fællesskab, der brænder igennem - man kunne næsten kalde det for kærlighed. Og det er jo også derfor, jeg stadig er her. Jeg elsker det. Det er en del af mig. Jeg er slet ikke klar til at skulle sove længe og ikke at have et arbejde at stå op til.”
“Jeg har en stol på kontoret, hvor jeg i nogle eftermiddagspauser lige tager en lille power-nap. Bare lige 10 minutter, og så er jeg klar igen - men det er dog ikke noget, der går ubemærket hen,” fortæller Lars Kristensen.
Selvom Lars er fyldt 70 år, vil han fortsætte, så længe det er muligt.
“Jeg bliver ved, indtil jeg ikke kan eller vil mere. Jeg har en rigtig god aftale med min mester, så når den dag kommer, hvor jeg ikke længere kan varetage mit job, så holder jeg op. Jeg er her stadig på 37 timer, for det er alt eller intet i min optik.”
Mester Thomas Dufresne stemmer i og har kun positive ting at fortælle om sin erfarne kollega.
“Vi er rigtig glade for at have Lars her. Han er en humørbombe uden lige og altid klar med en kæk bemærkning. Han er super fleksibel og en dygtig medarbejder. Vi har et godt socialt sammenhold, og Lars bidrager en masse til det - ligesom jeg også tror, at Lars nyder godt af det. Vi er i hvert fald glade for, at Lars stadig er her og giver den fuld skrue som han altid har gjort.”
Ikke kun Lars har haft glæde af at være hos Tulip. Også hans kone Ellen og datteren Trine har været ansat på fabrikken i Vejle. Ellen er nu fratrådt efter mere end 30 års tjeneste og Trine er stadig ansat og har lige rundet de 26 år på Tulipvej.
I februar 2019 kan Lars fejre 50 års jubilæum i Tulip, hvis han altså er der til den tid.

De kærlige drillerier er med til at skabe god stemning på arbejdspladsen. Bliver det for meget kan man altid tage en lur. Fotos: Micki Wai Kin Cheng

De kærlige drillerier er med til at skabe god stemning på arbejdspladsen. Bliver det for meget kan man altid tage en lur. Fotos: Micki Wai Kin Cheng

Publiceret 30 April 2016 09:00