Køge Havn fik rekordoverskud i 2015.

Køge Havn fik rekordoverskud i 2015.

Rekordoverskud på Køge Havn

Køge Havn landede et overskud på over ni millioner kroner sidste år

Af
Martin Rasmussen

Når det går godt for havnen, så går det godt for Køge, siger man, og hvis det holder, så må tilstanden i Køge være helt fin. Byrådet har således netop godkendt 2015-regnskabet for Køge Havn, som gav et rekordstort overskud på knap 9,2 millioner kroner.
Det gode resultat skyldes fremgang i omsætningen på de fleste produktgrupper, men især håndteringen af skærver, RDF, anden biomasse og kranydelser viste gode takter i 2015, og det gav en samlet godsomsætning på havnen på 1,97 millioner tons i løbet af året.
Bestyrelsesformand René Jespersen udtrykker stor tilfredshed med resultatet, der på alle parametre viser en virksomhed i en positiv fremdrift.
”Køge Havn er sammen med Skandinavisk Transport Center en af hoveddriverne i transport- og logistikklyngen i Køge, hvor havnen alene skaber ikke mindre end 1968 fuldtidsarbejdspladser i Køge Kommune. Selv om dette er yderst tilfredsstillende, er ambitionen at skabe mere vækst og flere arbejdspladser. Dette sker, når første etape af den igangsatte havneudvidelse på 400.000 kvadratmeter kan tages i brug," siger han.
Det er med til at give luft til forhåbningerne om yderligere vækst i de kommende år.
Køge Havn begyndte i 2015 at anlægge en unitterminal, blandt andet beregnet for håndtering af containerskibe og de særlige ro/ro-skibe, hvor lasten kan køres direkte om bord og ud igen. Unitterminalen får cirka 225.000 kvadratmeter havneareal til udlejning. Det blev i 2015 også besluttet at uddybe havnebassinet og sejlrenden, så vanddybden bliver 9,5 meter. I dele af den nye erhvervshavn arbejder havnen på at få tilladelse til at muliggøre en vanddybde på 10 meter, så endnu større skibe kan lægge til.

Publiceret 30 April 2016 11:00