Emma Poulsen skal arbejde på et health care center i Mzimba distriktet og skal bo ved en lokalfamilie. Undervejs i sin rejse sender hun en rejsedagbog hjem til Lokalavisen.

Emma Poulsen skal arbejde på et health care center i Mzimba distriktet og skal bo ved en lokalfamilie. Undervejs i sin rejse sender hun en rejsedagbog hjem til Lokalavisen.

Rejsedagbog:

Fra mark til mølle

Koldingensiske Emma Poulsen er rejst til Malawi i tre måneder som volentør for Folkekirkens Nødhjælp.

Af
Af Emma Poulsen

 I 6 uger skal jeg bo ved en lokalfamilie i Malawi - et af verdens fattigste lande, hvor befolkningen i gennemsnit tjenere syv kroner om dagen. Her skal jeg leve som de lokale, og skabe en hverdag, hvor intet minder om livet hjemme i Kolding.
Da jeg først ankom ved min familie, blev jeg modtaget med smil og åbne arme. Det malawianske folk har et ryg for at være meget gæstfrie, og det fik de også bevidst med det samme. De første par døgn kom der folk fra hele landsbyen for at byde mig velkommen og hilse på den ny ankommende muzungu (hvid person).

Det var en kæmpe mundfuld og et kort øjeblik kunne jeg ikke se mig bliver her i den tid, jeg frivilligt havde meldt mig til. Men som den første uge er gået og hverdagsrutinen trådt i kraft, kan man ikke andet end at nyde de mange glade og ikke mindst anderledes øjeblikke.

I Mzimba distriktet, hvor jeg bor, er størstedelen af befolkningen selvforsynende bønder. Deres vigtigste afgrøde er majs. Der høstes mange gange om året, efter det forbrug familien har behov for. Majsen laves som regel altid til mel for at lave Nsima, malawianernes levebrød.

Nsima er en smagsløs majsgrød, som vi spiser to gange om dagen, hver dag. Det har været noget af en opgave at skulle vende sig til maden og Nsima bliver nok aldrig min livret - men man lærer hurtigt ikke at være kræsen, når man befinder sig i så fattige omstændigheder.

Søndag morgen tog jeg til majsmøllen med min nabo Mercy, som er 15 år gammel. Sammen med sin mor laver hun næsten alle de huslige pligter i løbet af dagen - så jeg føler mig hurtig lidt doven, når jeg kommer hjem fra arbejde og hun er på vej til brønden efter vand for anden gang. Derudover går hun selvfølgelig også i skole.

Første step i processen til majsmel er at tørre og derefter pille majskornene af kolberne. Jeg bliver ofte spurgt, om jeg gør mange af de samme ting hjemme i Danmark, for det er fuldstændig fremmed for dem, at vi ikke selv høster majs eller spiser Nsima.

Herefter går vi til majsmøllen, et par kilometer væk, med en sæk fuld af majskorn. Ved møllen betaler man seks kroner for at få lov til at male sine majs. Det er for nogle malawierne for mange penge, og de må derfor male majsene manuelt i en stor morter - men da Mercys familie kan sælge deres majs på markedet, kan de få råd til enkelte goder, som at låne majsmøllen.

Efter at have malet vores majs går vi hjem igen, nu med en sæk majsmel i trillebøren. Igen spørger Mercy mig, hvor ofte jeg selv går til møllen derhjemme og hvor langt der er - igen prøver jeg at forklare den helt modsatte verden, jeg lever i, og er næsten flov over, hvor nemt jeg har det i Danmark.

Til aftensmaden er vi og familien er taknemmelige for endnu en dag med mad på bordet. Vi spiser Nsima lavet på den mel, som vi selv har malet. Familien er glade for at have givet mig endnu en oplevelse, jeg ikke lige vil glemme - vi griner og jeg mærker virkelig, at Malawi er “The Warm Heart of Africa.”

Hun er blevet taget godt imod i landsbyen, hvor folk er kommet fra nær og fjern for at byde hende velkommen. Her ses Mercy med sin mor, der forbedre majs.

Hun er blevet taget godt imod i landsbyen, hvor folk er kommet fra nær og fjern for at byde hende velkommen. Her ses Mercy med sin mor, der forbedre majs.

Publiceret 30 April 2016 14:00