Claus Hauge Kristensen kan remse en lang række fordele op ved IQ Sox. Foto: Lars Saugbjerg

Claus Hauge Kristensen kan remse en lang række fordele op ved IQ Sox. Foto: Lars Saugbjerg

Fars Dag:

“Bare jeg ikke selv får strømper”

Iværksætteren Claus Hauge lever af at sælge strømper. Han står bag IQ Sox, som er lavet af bambus

Af
Lars Saugbjerg

Det er Fars Dag den 5. juni. Så bliver strømpeskuffen fyldt op. Bare spørg Claus Hauge, iværksætteren fra Brejning. Til daglig driver han Strømpekompagniet, som udvikler og sælger strømper over hele Danmark.
“Fars Dag svarer til et julesalg. Det er 14 dage med fuldt fart på,” smiler den 36-årige iværksætter, som kastede sig over sit 'strømpe-eventyr' i 2010.
Claus Hauge var projektleder i pumpebranchen. Men karrieren tog en drejning, da han en dag stod uden arbejde - med fuld løn i et år. En konkurrenceklausul gav ham kun mulighed for én ting: At blive selvstændig.
“Jeg tænkte, at jeg ville sælge et produkt, som flest mulige havde brug for. Og det skulle være billigt. Så slog det mig: Strømper! Det bruger alle.”
I starten fik Claus Hauge produceret nogle farverige strømper, som mindede om Mads Christensens. En idé med 'logo-strømper' blev også prøvet af, og antallet af forskellige strømpeprodukter voksede hurtigt.
Da konkurrenceklausulen udløb, røg den nybagte iværksætter tilbage til pumpebranchen, men han kunne ikke slippe strømperne. Han åbnede en webshop.
“Den begyndte at gå bedre og bedre. Sidste år blev jeg hel stresset. Så sagde jeg til min kone: Enten går jeg 'all in' på strømper - eller også bliver jeg i karrierejobbet. Det endte med det første,” lyder det fra Claus Hauge, der er far til en to-årig pige - og kan se frem til en baby mere i november.

IQ Sox

Den store firmabil blev droppet, og det samme gjorde pensionsordningen, fri internet og alt det andet, der fulgte med karrierejobbet.
“I starten fik jeg faktisk ingen løn. Så steg det til noget der lignede dagpengesats - og nu ser det bedre ud. Men jeg er også gået 100 procent ind i det. Jeg fandt forhandlere, agenter, tog kurser i markedsføring, optimerede hjemmesiden osv. Det har vokset helt vildt, og det går stærkere og stærkere,” fortæller Claus Hauge, der i dag kalder sig kompagnichef i virksomheden Strømpekompagniet.
En lang række opgave er outsourcet. For eksempel lager, grafisk arbejde, regnskab og bogføring. Produktionen foregår i Polen.
“Mit job er at sælge strømper - og samtidig bruger jeg en del tid på udvikling. Jeg sælger mange typer strømper, men IQ Sox er mit eget produkt/design. Det er det helt store hit.”

Der er travlt op til Fars Dag. Ordrene vælter ind - så mange, at det svarer til et godt julesalg. Foto: Lars Saugbjerg

Der er travlt op til Fars Dag. Ordrene vælter ind - så mange, at det svarer til et godt julesalg. Foto: Lars Saugbjerg

Ingen sure sokker

IQ Sox er lavet af bambus, og har derfor en række fordele, som almindelige strømper ikke har.
“De lugter ikke, da bambus naturligt bekæmper bakterier. De bliver ikke våde og klamme. De er uden søm ved tæerne. Og de er klimavenlige, for der bruges ikke sprøjtemidler og pesticider under dyrkning,” fortæller Claus Hauge.
I øvrigt er IQ Sox nummeret, så de er nemme at 'parre' efter vask.
“Jeg elsker mit arbejde. Faktisk har jeg svært ved at kalde det et arbejde, for det er jo min interesse. Det er mit eget firma, og jeg føler, at jeg kan hjælpe folk. Kunderne ringer og siger, at jeg har forandret deres liv. Slut med sure sokker - nu tør de tage skoene af igen,” lyder det fra Claus Hauge, der forventer en omsætning i år på omkring 2,2 millioner kroner.
Hvad ønsker du dig i Fars Dags gave?
“Ha-ha! Jeg håber i hvert fald ikke, at jeg får strømper. Alle i familien er færdige med at ønske sig strømper.”
Nettet af IQ Sox-forhandlere vokser støt. Her i området findes de hos Vestbyens Herretøj i Fredericia og hos Kul og Koks i Kolding.



Publiceret 01 June 2016 08:00