“En gammel mand har ofte intet andet bevis for, at han har levet længe end sin alder.”
Filosof og Kejser Neros underviser Lucius Annaeus Seneca berømte ord passer på mange, men de passer ingenlunde på Tage Sørensen.
På faderen, ægtemanden, mæcenen, nestoren, erhvervsmanden, eneren, patriarken, iværksætteren, samfundsbeskueren og esbjergenseren Tage Sørensen. Det gør de ganske enkelt bare ikke.
I lørdags rundede Tage Sørensen 100 år, og i det århundrede har han sat flere fodaftryk end de fleste. Men han har aldrig trampet hen over nogle. Sådan er han ikke. Det siger hans spejderånd og livssyn ham imod, og han har heller aldrig haft behovet.
Det betyder langt fra, at han ikke har været kontant, konsekvent og kynisk, når det har været påkrævet, for ellers bliver man ikke en mand, der ikke vil nøjes med en gage som departementschef.
Så bliver man ikke en mand, der af mange betegnes som en erhvervsmæssig ledestjerne.
Og så bliver man ikke en mand, der trodser sin entreprenante fars overraskende nej, og selv skillinger sammen til dét, der senere er blevet verdens førende firma indenfor redningsudstyr.
Og meget, meget andet.
Penge er gode at have
At blive gammel er en dårlig vane, som en travl mand slet ikke har tid til, og det er da bestemt også en 100-årig i forrygende form, der i entréen byder avisen indenfor i hjemmet i Baldursgade i Esbjerg.
Med et håndtryk, der er fast, men naturligt nok ikke længere besidder fordums styrke, smiler han venligt gennem de blå øjne, hvor man i glimt kan se alle de drenge og mænd, som han gennem tiden har været. Den frygtløse spejderdreng, den skoletrætte teenager og den sorgløse unge mand i Københavns gader. Den forudseende forretningsfører og den viljefaste ægtemand. Familiefaderen og den 100-årige samfundsbeskuer.
Som lag i et maleri, Vorherre stadig arbejder på.
Det er et nydeligt og klassisk hjem, der bærer præg af vestjysk beskedenhed, hvis man ser bort fra kunsten på væggene. Her er bornholmerur, reol med tilskårne kasser til de mange bøger på række og PH lamper. En blød flødefarvet sofa og praktiske lænestole i både blå og lyse nuancer.
Fotografier af børn, børnebørn, oldebørn og den afdøde kone Alice. I hjørnet står et tv, på sofabordet er der placeret en lille transistorradio med ledning og i den anden side af stuen troner et klaver, som han dagligt spiller på efter gehør.
I garagen er en sort Toyota Yaris parkeret, men den tilhører fru Østergaard. Tage Sørensens personlige assistent. Det er med andre ord ikke lige til at spotte, at der her bor en mand med en monumental formue.
“Der er dem, der siger, at penge ikke betyder noget for dem, men sådan vil jeg ikke formulere mig. Jeg sætter stor pris på at kunne gøre ting, som forudsætter, at man har noget at betale med. Penge har uden tvivl været en drivkraft for mig, og derfor ville jeg også ud at arbejde i det private erhvervsliv fra begyndelsen. Men penge er ikke en afgud for mig. De skaber virksomheder og beskæftigelse, og sådan har jeg set på dem. Som et middel, der skulle ud at arbejde for mig,” siger Tage Sørensen entusiastisk, trækker lidt luft ind og fortsætter så:
“Jeg har aldrig ønsket at gøre mig bemærket med store biler og prangende bolig, det har været mig ligegyldigt. Vi har altid boet ganske almindeligt, og biler tør jeg næsten ikke tale om. Jeg har haft en meget billig bildrift, men bevægelsesfriheden ved at have bil er faktisk et af de største savn, jeg lider i dag.”
Jo, alderen sætter også sine spor hos Tage Sørensen.
Han har 50 procent af synet tilbage, men ellers motionerer han på kondicykel i hjemmet og laver armløft med sit træningsudstyr med to håndtag og fjedre, der har fulgt ham siden han var 16 år. I dag er der dog kun én fjeder tilbage.
Tilskuer fra sidelinjen
At formen er god vidner Tage Sørensens mange møder, tilsendte regnskaber og rapporter samt fortsatte engagement i den fondsejede Claus Sørensen Gruppen også om.
Det var faktisk først i en alder af 95 år, at ‘kaptajnen' gav roret fra sig og lod andre - herunder hans egen datter Annette - om at navigere skuden Claus Sørensen Gruppen sikkert videre.
Selv sidder han med egne ord i dag “på sidelinjen som tilskuer”, mens andre nok ville betegne ham som en særdeles aktiv 100-årig tilskuer. Men der er skam også nok at beskue.
Claus Sørensen Gruppen råder i dag over mange forskelligartede virksomheder, der samlet set også har skabt det økonomiske fundament for Claus Sørensens Fond samt Alice og Tage Sørensens Fond.
Fonde, der gennem en lang årrække har ladet en lind pengestrøm tilflyde alt lige fra EfB og Fiskeri- og Søfartsmuseet til blodpropsforskningen på Sydvestjysk Sygehus og Game Street Mekka samt flere markante vartegn for Esbjerg. Senest det over seks meter høje granitskib ved Esbjerg Strand.
Tage Sørensen har med andre ord sået frø over alt, og han har levet længe nok til også at opleve høstene.
Èn ting rager dog op over alt andet, når talen falder på hans erhvervsmæssige meritter.
Viking.
Sagde nej tak til Viking
Historien om Dansk Gummibådsfabrik, der senere blev til Nordisk Gummibådsfabrik, som senere blev til Viking Life Saving Equipment bliver et stort kapitel i den bog, der uden tvivl bliver skrevet om Tage Sørensen én skønne dag.
For selv om Viking i dag står Tage Sørensens forretningsmæssige hjerte mere nært end noget andet, så sagde han faktisk nej tak i tidernes morgen.
“Ja, det er en lidt skæg historie,” siger Tage Sørensen med et skævt smil om læberne og et skarpt blik i de markante blå øjne under de stadig mørke og lettere pjuskede øjenbryn.
“Jeg fik en henvendelse fra en bekendt, Vilhelmsen, i København. Han havde fået til opgave af den tyske producent af oppustelige tyske gummiredningsflåder i Eschershausen at starte en tilsvarende fabrik op i Danmark. De havde så fået den tanke, at der skulle betales en licens af hver flåde, men da jeg fik den idé præsenteret, sagde jeg til Vilhelmsen, at jeg ikke rigtig syntes, at det var noget, som vi havde med at gøre. Det passede til et sejlmagerfirma, så jeg henviste til Brødr. Mathiasen nede på Esbjerg Havn og sagde så pænt nej tak,” lyder det overraskende fra Tage Sørensen.
Men Viking er som bekendt i dag en milliardvirksomhed, der er skabt af Tage Sørensen. Så noget ændrede sig undervejs.
“Så gik Hans Mathiasen i gang med at lave gummiredningsflåder efter den tyske opskrift i de fabriksbygninger nede på Adgangsvejen på havnen, som tidligere husede den gamle Aarhus Oliefabrik, og som min far og jeg havde købt. Efter to år slap deres kapital op, og der blev ansat en kurator til at finde nogle, som måske ville føre stumperne videre,” fortæller Tage Sørensen og smører halsen med en tår sort kaffe, inden han fortsætter:
“Jeg gik så til min far, og til min store overraskelse, så var han overhovedet ikke interesseret. Han ville ikke tegne så meget som én skallet aktie, da han havde en helt anden opfattelse af, hvordan en redningsbåd skulle bygges. Der skød han helt forbi, men jeg tog det som en kendsgerning, at det ikke var en farbar vej at gå. Jeg samlede så selv kapital sammen blandt gode venner, etablerede en bestyrelse og ansatte min gamle og gode spejderkammerat Jens Oluf Bjerre Madsen som administrerende direktør. Det blev til Nordisk Gummibådsfabrik, som efter godt 30 år havde vokset sig globalt og så blev det til Viking Life Saving Equipment.”
En virksomhed, der i dag har rundet en milliardomsætning, beskæftiger over 2.000 mennesker og som med dets udstyr til vands og på land har reddet utallige menneskeliv.
Hjem til Esbjerg
Det var i 1946 og ikke cirka deromkring, at telefonen ringede hos Tage Sørensen i København.
Her var han allerede godt etableret med arbejde hos Københavns Alm. Boligselskab og med konen Alice samt deres to børn og et tredje på vej.
“Det var min far, der fortalte, at han ville sætte stor pris på, hvis jeg ville komme til Esbjerg og hjælpe ham i forretningen. Det ville jeg ikke sige nej til, så vi flyttede til Esbjerg, og det har jeg ikke på nogen måde fortrudt,” siger Tage Sørensen og slår fast, at han godt kunne se, at der kunne blive noget at lave, da faderen Claus jo drev en betydelig virksomhed med ishuse og fryseværker.
“Da jeg havde været der i kort tid, sagde han, at han regnede med, at jeg også selv fandt på noget. Det tog jeg til mig med det samme,” lyder det bestemt fra Tage Sørensen, der få år senere var den første i Danmark, der bragte dybfrosne bær og grøntsager i elegante detailpakninger på markedet i form af Premier Dybfrost.
Sidenhen kom de to fiskerirelaterede virksomheder Vestjysk Sildeolieindustri og Lumino Fabrikken, og i 1960'erne skabte Tage Sørensen de to industrivirksomheder Nordisk Gummibådsfabrik og Vestfrost, der blev nogle af Esbjergs største og mest betydningsfulde virksomheder.
79 år sammen med Alice
Tage Sørensen var med andre ord ikke ramt af den skygge, som faderen og hans forretningsimperium ellers nok kunne kaste fra sig. Faktisk arbejdede Claus og Tage tæt sammen frem til Claus Sørensens død i 1976, og forholdet var alle dage fyldt med gensidig respekt.
“Jeg har da bestemt set op til ham. Både forretningsmæssigt og personligt. Min far lagde aldrig hånd på nogle af sine børn, det var under hans værdighed,” siger Tage Sørensen om nogle af de ting, han selv tog med sig ind i ægteskabet med sin elskede Alice.
Det er som bekendt ingen kunst at forføre en pige, men det er en lykke at finde én, der er værd at forføre. Sådan gik det for Tage Sørensen, der som 18-årig mødte sin kommende kone under et karneval i Odd Fellow palæet i København.
Med et overskæg af skosværte som eneste ‘udsmykning' gik Tage Sørensen mod scenen, hvorfra Erik Tuxen dirigerede jazzbandet, og Alice Bjerring Olsen sad ved et bord. Godt så hun ud og Tage Sørensen gik hen og - med egne ord - ‘inklinerede' for hende.
“Efter dansen inviterede jeg på gul sodavand. Det var dét, jeg kunne præstere,” griner Tage Sørensen, der i 1941 giftede sig med Alice, som var uddannet på kontor, men samtidig arbejde som mannequin i Illum og Magasin Du Nord.
Senere cyklede de sammen på tandem til Verdensudstillingen i Paris, fik tre børn og levede 79 år sammen, heraf de 71 som ægtefolk.
“Jeg afskyr skilsmisser. Min kone nævnte et par gange, at hun ville skilles, og jeg grinede af hende. Det var alt, der kom ud af det,” lyder det med et klukkende grin fra Tage Sørensen, inden tonen bliver alvorlig, da denne artikels forfatter ønsker at vide, om patriarken Tage Sørensen mener, at der kæmpes nok for kærligheden i dag:
“Når man hører om, hvor mange skilsmisser der er, så forbavses man. Man undrer sig over, at folk ikke dels er mere klar over, om det er os to, der skal have resten af livet sammen. Og man undrer sig over, at folk ikke kæmper mere. Det er jo bare et par ord, så render folk fra hinanden. Det er i særdeleshed synd for børnene.”
Døden er et vilkår
I 2012 og i en alder af 96 år forlod Alice Sørensen det jordiske liv efter flere år med svær sygdom. Et meget hårdt slag for Tage Sørensen, der, som mange gange tidligere i sit liv, søgte - og fandt - støtte i kristendommen. Det gør han også, når tankerne i dag kredser om det uundgåelige. Døden.
“Det kan ikke undgås, at det fylder, når man når min alder. Døden er ikke en ting, som jeg er trykket af i det daglige, men det er jo en erkendelse af, at vi alle skal bort en skønne dag. Sådan er det bare, og det må man tage så godt, som man nu kan,” siger Tage Sørensen eftertænksomt og kaster blikket ud i sin have:
“Men der er troen jo en trøst. Netop når man nu kommer så højt op i årene, og i sagens natur ikke ved, hvor længe man har tilbage, så er det store spørgsmål jo; Hvad så bagefter? Der synes jeg, at der er stor trøst at hente i den kristne tro,” siger Tage Sørensen hvis tro alle dage har været et anker for ham.
Den kristne forankring skyldes ikke mindst tiden som grøn KFUM spejder og bevægelsens ånd. I skolen - som ellers ikke var et hit - lærte han salmevers og sang morgensang. Ting, som mennesket Tage Sørensen betegner som et tab, at man ikke praktiserer i dag.
“Mange mener ikke, det er noget, der hører til i et moderne samfund. Men det gør jeg.”
Esbjerg er en dejlig by
På det storslåede Esbjerg Strand bygger Claus Sørensen Gruppen for tiden et korsformet kontordomicil i otte etager. Det over seks meter høje Esbjerg-skibet har knejset der siden lørdag.
Men for Esbjerg rager én mand alligevel op over både det arkitektoniske nybyggeri og skulpturen af granit. Bysbarnet Tage Sørensen.
“Jeg er født og opvokset i Esbjerg, og jeg har altid syntes, at Esbjerg er en dejlig by med en dejlig beliggenhed ved havet. Samtidig har vi den skønne ø Fanø og det vidunderlige Ribe nær ved. Vi har også mod nord et dejligt terræn med Hjerting, Marbæk og Varde Å's udløb i Ho bugt. Jeg skal love for, at jeg er glad for, at jeg ikke er født i Herning,” lyder det med et smørret grin fra Tage Sørensen, mens han næsten gør et lille hop i sofaen.
Ansigtet, der langt fra bærer præg af hundrede års vind og vejr, bliver dog lagt i mere koncentrerede folder, når Tage Sørensen skal beskrive den forvandling, som Esbjerg de senere år har gennemgået.
“Ja, der er jo sket det utrolige, at Esbjerg mistede alt det, som gjorde Esbjerg til en stor by. Fiskeriet. Men så har det været så heldigt, at Esbjerg er blevet Danmarks offshore by og har fået en vældig position igen ad den vej. I den forbindelse må jeg sige, at det klart er vindmøllerne og den grønne energi, der interesserer mig mest, fordi vi står over for så massiv en opgave med klimaet på kloden,” siger Tage Sørensen og retter en smule på sit slips, der alle dage har været en del af ‘uniformen'
“Men kort sagt er jeg bare esbjergenser om en hals. Man taler om at være på nakken af en by i perioder, og jeg synes, nok, at Esbjerg er blandt de byer, som man har været på nakken af. Det er sådan noget forblæst og kedeligt noget. Men jeg synes, at udsigterne for Esbjerg er meget lovende på grund af vores fantastiske placering og vores blomstrende industri,” lyder det fra manden, hvis kærlighed til byen, Esbjerg alle dage har mærket.
Sådan er dét bare
Foruden de mange virksomheder, og heraf tilhørende arbejdspladser, har Tage Sørensen i årtier efter årtier været en mæcen for lokalområdet.
‘Mennesket ved Havet', samlingen af søkort, kunstværker, Martin Spangsberg bøger og film, Esbjergs fodboldstadion, Musikhuset og nu Esbjerg Skibet er blot nogle af de mange ting, som Tage Sørensen både har haft en finger og pengepungen med i.
Selv har han svært ved at sætte ord på, hvor gavmildheden stammer fra:
“Tjaaah...det er nok medfødt,” siger han og ser længe eftertænksomt ud af det store vinduesparti i stuen:
“Jeg kan nok ikke rigtig sige andet. Men jeg kan vældig godt lide at give noget igen. At sætte mine aftryk. Jeg har heller ikke spor imod, at man værdsætter det. Og jeg ser også gerne, at man roser mig. Sådan er dét bare,” lyder det fra Tage Sørensen.
Uden snert af arrogance.
Eller vestjysk beskedenhed for den sags skyld.
