Lærke, Mikala, Mathilde og Benedikte overvejer nøje, om flygtningekartoteket eller vaccinen var vigtigst for den tyske flygtning Bernhard Blaedtke.

Lærke, Mikala, Mathilde og Benedikte overvejer nøje, om flygtningekartoteket eller vaccinen var vigtigst for den tyske flygtning Bernhard Blaedtke.

Flygtning for en dag:

Et liv i en kuffert

Elever fra Lykkesgårdskolen mærkede historien i Oksbøl flygtningelejr

Af
Nina Møller

Bernhard Blaedtke står der på et lille navneskilt bundet på kuffertens hank. En tysk flygtning på 57 år, som i løbet af de næste par timer kommer lidt ind under huden på fire piger fra 8.A på Lykkesgårdskolen i Varde: Benedikte, Lærke, Mikala og Mathilde.
De er med deres klasse og parallelklassen på ekskursion i flygtningelejren i Oksbøl som del af et forløb om Anden Verdenskrig. I lejren bliver historien fysisk for eleverne. De mærker en flig af begivenhederne.

Kufferten gør det fysisk

Under hele besøget skal hver firemandsgruppe bære rundt på en kuffert med navnet på en autentisk person, som kom til flygtningelejren i Oksbøl i januar 1945, efter at russerne havde angrebet Østpreussen.
På sit højeste boede der 36.000 flygtninge i lejren. Primært kvinder, børn og gamle. Mændene var i krig. Lejren havde tre skoledistrikter og 7.500 skoleelever, som blandt andet skulle lære om demokrati, for at slette Hitlers diktatur fra tavlen.
Historiker Anders Bloksgaard Poulsen fra skoletjenesten i Varde Kommune lægger ud med at give eleverne en opgave: de skal prioritere kuffertens indhold på en liste med syv ting. Hvad var mon vigtigst for Bernhard Blaedtke?
Øverst sætter Benedikte, Lærke, Mikala og Mathilde flygtningekartoteket. For som Lærke siger: “Han vil meget gerne vide, hvor hans familie, hans børn. er.”
I kufferten er der nemlig et ark med lidt tekst om Bernhard Blaedtke, som i sin dagbog skriver på sin datters fødselsdag og beder Gud om at genforene dem

Familiens kuffert skulle slæbes rundt på hele turen og måtte ikke sættes ned. Det gav eleverne en oplevelse af at bære rundt på en tyskflygtnings liv.

Familiens kuffert skulle slæbes rundt på hele turen og måtte ikke sættes ned. Det gav eleverne en oplevelse af at bære rundt på en tyskflygtnings liv.

Tunge skæbner

Flere af eleverne er overraskede over at finde kakaopulver i kufferten sammen med seriøse ting som vaccine. Så de sætter kakaoen langt nede på listen.
Men i løbet af rundturen får de en forståelse af, at det også var vigtigt at forsøde tilværelsen engang imellem, for nogle af flygtningene boede i lejren op til fire år. De ser også, hvor teateret og biografen lå, med plads til 800 publikummer .
Eleverne må ikke sætte kufferterne ned under hele besøget. Flere begynder at jamre over, hvor tung den er, men Anders Bloksgaard beordrer dem til at stoppe klynkeriet og samle kufferten op igen. Den skal mærke flygtningens liv.
De besøger beboelsesbygningerne med den trange plads til hver person og skolen, hvor børnene gik, til de fyldte 14. Så skulle de arbejde. Samme alder som eleverne selv. De kom også forbi Flygtningekartoteket, hvor mange håbede at genfinde deres familiemedlemmer.

Regnemæssigt hovedbrud

Turen slutter på kirkegården med de lige rækker af gravsten. Eleverne skal regne gennemsnitsalderen ud på 10 af børnene. Mange blev nul år, så der skal regnes i måneder.

Ottende klasse har båret rundt på et menneskes identitet i kufferterne. Det har gjort indtryk, siger Benedikte: “Det er som at have en andens liv i sine hænder.”

Publiceret 01 June 2016 11:45