Bliv forelsket i Middelfart - og få gerne børn af det, lyder det fra kommunen.

Bliv forelsket i Middelfart - og få gerne børn af det, lyder det fra kommunen.

Bliv forelsket og få børn i Middelfart

Middelfart Kommune er på tilflytterjagt ved Rock Under Broen

Jagter du kærligheden, eller har du allerede fundet den, så drømmer du måske om at slå dig ned og få børn. Så kig forbi Middelfart Kommunes stand til Rock Under Broen. Sådan lyder opfordringen fra kommunen, der under Den Nye Lillebæltsbro frister med nye byggegrunde til de udenbys koncertgæster.
Bosætningskonsulent Anne Marie Klausen fortæller:
"Rock under Broen er en fantastisk fest, som tiltrækker gæster fra hele landet - især fra omkringliggende kommuner, hvor de fleste af vores nye borgere kommer fra. Vi har mange nye, attraktive byggegrunde på vej, så uanset og man for længst har fundet kærligheden, eller man finder den eneste ene i mængden, så skal man da besøge os på standen. Eller kontakte os bagefter for at høre mere om mulighederne for at flytte hertil."

Selvom nøglen til øget befolkningsvækst både kan gå gennem tilflytning og flere børn, så opfordrer kommunen alle til at feste forsvarligt. Sundhedsafdelingen tager med og deler både solcreme og gratis kondomer ud. "Vi håber, folk bliver forelskede i hinanden og i Middelfart, men husk nu beskyttelse - og tag så snakken om børn og nyt postnummer i ædru tilstand i morgen", siger bosætningskonsulenten.
 
Dagplejen jagter de mindste kunder
Ønsket om flere babyer i Middelfart Kommune er også stort hos dagplejen, som er med på den kommunale stand. Leder af dagplejen, Mette Riis Møller, håber, at indsatsen giver flere kunder i butikken:

"Generelt ser vi i Danmark, at vi kvinder i gennemsnit føder færre børn. Det mærker vi også i Middelfart Kommune. Derfor skal vi have flere familier hertil, og de, der allerede bor her, skal se at få nogle flere børn. Rock Under Broen en mulighed, som vi i Middelfart udnytter til at gøre lidt reklame for, hvor gode vi er til at passe folks børn, når de vælger at slå sig ned her," siger Mette Riis Møller, der i øvrigt selv er mor til fire.
På standen lokker kommunen også med en konkurrence: En tipskupon, der med 'tip 13 gode grunde til at flytte til Middelfart' har et weekendophold med bridgewalking for to personer på højkant.
Standen har åbent fra kl. 11-15 og ligger til højre for indgangen i forlængelse af VIP-toiletterne og garderoben.
 

Publiceret 11 June 2016 06:30