Da Hestemennesket reddede Vejle

Af
Af Trine Grøne

museumsinspektør i kunsthistorie

VejleMuseerne

Kampen er på sit højeste: Midgårdsormen er ved at kvæle byen Vejle under sin mægtige slangekrop. I det sidste afgørende hug spyr den sin giftige edder mod byens stærke, stædige og trofaste forsvarer: Hestemennesket, der stejler i et sidste forsøg på at bekæmpe katastrofen. Ormen rammer forbi – Hestemennesket kan triumfere og har reddet Vejle.
Hvis du ikke har set dramaet udspille sig endnu, så gå en tur ned ad gågaden i Vejle til det sted, hvor Torvegade møder Orla Lehmanns Gade. Her står kunstner Pontus Kjerrmans 'Midgårdsbrønden', der blev indviet i 2001.
Vandkunsten er rund med et lavt bassin. I midten troner et fabeldyr, en stejlende blanding af en hest og et menneske på en stor granitsten. Stenens form minder om formen på Jellingstenen, men der er hverken runer eller bemaling. Vi skal altså tilbage til tidernes morgen, før runestenen blev runesten. Rundt om (rune)stenen finder vi tre markante bygninger fra middelalderens Vejle: Et af byens første rådhuse, Sct. Nicolai Kirke og Sønderport. Den gamle bykerne er markeret som aftegninger i bassinbundens flisebelægning, og bykernen er – som Vejles beliggenhed ved fjorden retfærdiggør – omgivet af vand. Men byen trues: En kæmpestor orm har lagt sit stålgreb om byen og truer med pest, krig og oversvømmelser. Ormen kan tolkes som Midgårdsormen, et af de uovervindelige fabeldyr fra den nordiske mytologi, der optræder i Ragnarok, den sidste kamp mellem aser og jætter. Også Hestemennesket er omhyggeligt valgt som en af hovedpersonerne, for et hestelignende dyr indgår som del af mønsteret på Jellingstenen. Derfor lader Pontus Kjerrman dette mytologiske Hestemenneske optræde som repræsentant for fortidens beboere i Vejle og som den, der redder byen.
Pontus Kjerrmans skulpturelle arbejde er figurativt; Man kan se, at de forestiller noget, og det er fortællende og karakteristiske i den forstand, at Kjerrman bruger myter og fabler som en måde at formidle sine tanker og ideer om menneskets liv i denne verden. I Midgårdsbrønden ophæver Kjerrman afstanden mellem fortid og nutid: På Midgårdsormen er der hugget årstal, der strækker sig fra 1349, som markerer Den Sorte død, pesten, som kostede Danmark mellem en fjerdedel og en tredjedel af befolkningen, til 1864, hvor Vejle under Anden Slesvigske Krig blev besat i otte måneder af preussiske og østrigske soldater. I midten af vandkunsten rider tre løveunger på fisk og hjælper med at holde Midgårdsormen på afstand. De kan repræsentere de tre løver fra Det danske Rigsvåben, men før de blev voksne. Børn må altså – ligesom de voksne – også hjælpe med at redde Vejle.

Har du mødt Englekatten?

Og står du der i krydset mellem Orla Lehmanns Gade og Torvegade, så kig dig lige lidt omkring, for Pontus Kjerrmans fortælling er ikke slut endnu. Tæt ved Midgårdsbrønden står nemlig drikkefontænen Englekatten (indviet 2002) og Bænken (indviet 2003). Drikkefontænen har Pontus Kjerrman dekoreret med en sol, som er en kopi af en plade fra omkring år nul, fundet i en grav i Agersbøl. Risten forneden har et mønster, som stammer fra et andet gravfund fra perioden 375-600, altså før Jellingstenen fik sine runer. Englekatten er placeret, så hun beundrende kan stå og iagttage Hestemenneskets kamp mod Midgårdsormen. Måske er det hende og Hestemennesket, transformeret i ny form, som efterfølgende har fundet sammen, og nu holder i hånd på Bænken. Slå dig ned i deres selskab, og lad en ny fortælling begynde
 

Pontus Kjerrman

Pontus Kjerrman er født i Göteborg i 1954 og flyttede til Danmark i 1979 for at studere på Det Kongelige Danske Kunstakademis billedhuggerskole. Her blev han lektor i 1985 og har arbejdet som leder i laboratoriet for gips. Kunstneren markerede sig hurtigt i Danmark både som udøvende billedhugger og som underviser på kunstakademiet. Han er særdeles aktiv på den danske og nordiske kunstscene og har været det siden 1980'erne og har udført offentlige udsmykninger mange steder i Danmark og Sverige.

Publiceret 11 June 2016 08:00