Badesikkerhed:

Nu begynder badesæsonen med livreddere på de danske strande

TrygFondens Kystlivrednings livreddere står nu klar på nogle af de mest populære badestrande landet over

Nu hejser TrygFonden Kystlivredning flaget i de 36 livreddertårne landet over, hvor livredderne hver dag vil se efter badegæsterne. Livredderne er både klar til at træde til i livstruende situationer og til at give gode råd om badesikkerhed til vandglade børn, deres forældre og andre på stranden.
Når solen skinner, og vandet er lunt, strømmer danskerne til stranden, og det giver ekstra travlhed for livredderne. TrygFonden Kystlivrednings livreddere har trænet hele foråret og forberedt sig grundigt for at være klar til badesæsonen.
"Vores livreddere har trænet hårdt i forårsmånederne for at være i topform og klar til at passe på badegæsterne på de danske strande. Sidste år var på trods af blandet vejr en travl sæson for livredderne, der gennemførte 60.610 indsatser, hvoraf det vurderes, at der var personer i livsfare i 27 af tilfældene. Langt de fleste indsatser var af forebyggende karakter, hvor livredderne var ude i vandet og kalde badegæsterne tættere på land eller tog en snak med badegæsterne fx om de lokale forhold på strandene, baderådene og hvad man skal være særligt opmærksom på i vandet. Livreddernes forebyggende arbejde kan også på lang sigt være med til at give danskerne gode badevaner," siger René Højer, programchef, TrygFonden.
Når man skal en tur i vandet, er der god grund til at vælge en strand, hvor der er et bemandet livreddertårn. Her holder livredderne opsyn og orienterer om, hvordan man passer på sig selv og hinanden på stranden. Desuden står de klar med førstehjælpskassen, hvis der er brug for et plaster eller en forbinding. TrygFonden Kystlivredning anbefaler, at man altid bader mellem de to rød-gule flag i strandkanten, som markerer det område, hvor livredderne holder særligt øje.
"Vores kystlivreddere hjælper med stort og småt, og de kender stranden godt og kan oplyse om de lokale forhold. Desuden er de trænet i at træde til, hvis der opstår farlige situationer på stranden. Vi anbefaler derfor alle – også rutinerede svømmere – at vælge en strand med livreddere. For selv mange års erfaring er ingen garanti for, at man ikke kan komme i vanskeligheder," siger Anders Myrhøj, chef for drift og sekretariat," TrygFonden Kystlivredning.
På strandene er livreddertårnene bemandet alle ugens dage i perioden fra den 20. juni til den 13. august fra kl. 11-19. I havnebadet på Islands Brygge, havnebadet ved Fisketorvet og havnebadet ved Sluseholmen i København er livreddertårnene bemandet alle ugens dage i perioden fra den 1. juni til den 30. september kl. 11-19.

Publiceret 16 June 2016 07:30