Audrey Castaneda.

Audrey Castaneda.

70’erne på Avedøre Bibliotek

Dancing Queen, knallerter og træskostøvler hele september

Vi pudser plateaustøvlerne og stikker børsten i brystlommen og tager jer med bag på knallerten igennem forstadens 70’ere.

Det var dengang de unge opdagede, at de havde noget at skulle have sagt, og den store drøm var frihed og T-styr på Puch’en. Oliekrisen tvang os til at spare på varmen, men vi var lune på dem fra Zeppelin eller Slade. Mor holdt Tupperware-party og storesøster gik til demonstration. Henrik længere nede på vejen flyttede fra familien og ind i kollektivet. Han læste Maos Lille Røde og fik en kæreste, der spiste micro-macro-mad. I halvlegen på Hvidovre IF’s hjemmebane, spiste Henrik bøfsandwich i al hemmelighed. Lisette ønskede sig en hest, men fik et marsvin. I klassens time fik vi drømmekage og talte om solidaritet. Thank God it’s Friday… Tag dine venner med og fyr den af på fredag den 2. september kl. 16.00-17.30. Kom og leg med disco-trinene, i selskab med den skægge og søde entertainer og koreograf, Audrey Castañeda plus de discofile bibliotekarer, Marianna og Kate. Det koster kun 20 kr. på billetlugen eller biblioteket (Der serveres energirigtig discodrømmekage + 70’er-te bagefter). Onsdag den  7. september kl. 17.45 - 18.30 har vi fernisering på septembers udstilling, Husker du 70’erne? Her kan du se lokale fotos fra Hvidovre. Ved samme lejlighed får vi benzindrevet rabalder-besøg af veteranknallertklubben Stemplet. Her har du en god times lejlighed til at se flagskibene inden for 70’ernes knallerttyper og tage en gearet tur ned af erindringernes knallertsti. Senere samme aften kl. 19.00 - 21.00 viser vi 70’ernes fedeste febervarme dansefilm nogensinde - filmen koster kun 20 kr. - på billetlugen eller biblioteket. Alt det andet hejs er gratis. Børnebiblioteket på Avedøre tager tråden op med hønsestrik og teenage-værelse. Slæng dig i lænestolen, læs en Lucky Luke. Det bliver codylt fedt. Avedøre Bibliotek fejrer 70’erne i september med bøger, levende billeder, børnemagt og fest. Kom og vær med, der er altid plads til en til…

70'erne

70'erne

Publiceret 01 September 2016 08:00