Bokwa er en forholdsvis ny form for motion, hvor der danses til den nyeste musik. Der danses i bogstager og tegn. Pressefoto

Bokwa er en forholdsvis ny form for motion, hvor der danses til den nyeste musik. Der danses i bogstager og tegn. Pressefoto

Alt er klart til By Night med højt humør

På fredag summer Aabenraa by igen med masser af tilbud og aktiviteter. By Night er slået sammen med Comedy Festival

Af
Af Betina Skjønnemand

Der er garanti for masser af gode grin på fredag, når der inviteres til By Night i Aabenraas gader.
By Night arrangementet er nemlig denne gang krydret med den nye event, Comedy Festival, hvor en lang række stand-up komikere vil gøre scenerne usikre flere steder i byen i løbet af aftenen.
Man kan opleve kunstnerne til Comedy Festival på scener på Storetorv og Nørretorv.
Men det er ikke kun snak og grin, der kommer fra scenerne.
Der bliver i løbet af aftenen også budt på masser af musik og desuden kan man fornøje sig med at kigge på den nye dille - bokwa-dans, der også vises frem.

Masser af live-musik

På Storetorv kan man fra kl. 20 opleve bandet 'Gør det noget'.
Det er et lokalt band fra Aabenraa, der hylder de gode klassikere fra Kim Larsen og Gasolin.
I modsætning til mange andre lignende kopi-bands, foregår koncerten uden parykker og udklædning. Bandet fokuserer på at levere god musik med stor respekt for den originale ophavsmand.
Musik er der også på Mutter Stahlboms Plads, hvor 'Banditterne' spiller numre fra 60'erne og frem til vore dage.
På Nørretorv spiller On4, der er et sønderjysk partyorkester.
De lover at levere underholdende musik med masser af energi, og der skulle også være god mulighed for at få gang i danseskoene.
Repertoiret består af danske og engelske/amerikanske hits fra 60'erne og frem.

Gode tilbud

By Night er naturligvis også andet end grin, dans og musik.
Butikkerne holder åbent indtil kl. 22, og de byder på særlig gode tilbud til kunderne denne aften.
Man kan også møde Mickey, Minnie og Minion i gågaden, hvor de deler godbidder ud, mens Den Sønderjyske Garde vil være tilstede for at svare på spørgsmål omkring deres fritidsinteresse.
Aabenraa Kommune har et team af unge klar på gaden til at tale om seksuel sundhed, mens Byhistorisk foreninge inviterer til at smage og stemme om Aabenraa Vinterøl.
Alt i alt bliver fredag aften en oplevelse ud over det sædvanlige for byens gæster.
Alle har lagt sig i selen for, at det skal blive en god og hyggelig aften i Aabenraa.

Publiceret 01 September 2016 11:45