Jan Ritzau.

Jan Ritzau.

Ansætter syv nye medarbejdere

50-årige Jan Ritzau fra Brøndby Strand og Kristian Staberg på 53 fra Hvidovre er i juni tiltrådt i Lyngholm TV-Inspektion, som bl.a. laver TV-inspektion af kloaksystemer, rørlagte vandløb og bronzestatuer.

De skal i de første tre måneder af deres ansættelse køre med en certificeret TV-operatør. Herefter skal de deltage i og bestå et kursus hos Danske TV-inspektionsfirmaers Kontrolordning (DTVK) for at blive certificeret TV-operatør. - Det er vigtigt, at alle vores ansatte i Lyngholm TV-Inspektion får bevis på, at de har bestået certificeringsordningen. Det er nemlig kundernes bevis på, at vi udfører TV-inspektion af høj kvalitet, at vi udnytter den teknologiske udvikling optimalt og leverer troværdige TV-rapporter af kloaksystemerne, siger Carsten Theill Laursen, der er afdelingsleder og autoriseret kloakmester i Lyngholm. Han forklarer, at alle Lyngholms TV-operatører er underlagt fast månedlig kontrol af DTVK.

Kristian Staberg.

Kristian Staberg.

Fra sport og security til kloak

Jan Ritzau kommer senest fra en stilling i Københavns Lufthavn, hvor han har arbejdet ni år i Security. Det er derfor en helt ny verden, han er trådt ind i: - Det er lidt af et karriereskift. Jeg har i lang tid haft lyst til at arbejde ude i det fri, bruge mine hænder og prøve noget anderledes. Jeg starter fra nul, da jeg ikke har erfaring med kloaksystemer. Jeg bidrager til gengæld med god service og ro, siger Jan Ritzau, der allerede efter én måned har opdaget helt nye muskelgrupper, han ikke vidste fandtes.

Gammel kending vender hjem

Det er tredje gang, at Kristian Staberg vender tilbage til Lyngholm. Faktisk har han tidligere arbejdet i virksomheden i sammenlagt 14 år. Her har han været i Lyngholm Kloak-Service, hvor han har kørt slamsuger. - Jeg kender alt til kloakker, så jeg glæder mig til lære TV-inspektionsudstyret at kende, der er nyt for mig. Det bliver sjovt at prøve kræfter med at lave tegninger over kloaksystemer og foretage TV-rapporter og lære en anden del af kloakarbejdet at kende, da det har mange facetter, siger Kristian Staberg. I de perioder, hvor han ikke har arbejdet hos Lyngholm, har han været eksportchauffør og kørt i hele Europa. Kristian Staberg er oprindelig uddannet maskinarbejder. Til daglig bor han i Hvidovre, hvor han også spiller oldboys fodbold i Hvidovre IF.

Fem nyansatte i Lyngholm Kloak-Renovering

Lyngholm har også ansat fem nye rørlæggere i Lyngholm Kloak-Renovering. Anders Kristensen, René Köditz, Kristina Kristensen, Martin Pedersen og Morten Meyer bliver alle ansvarlige for de pladser, de er ude på, og skal også stå for kvalitetssikring og vedligehold af maskiner.

Publiceret 01 September 2016 08:00