Harteværket indvier med motionsløb

Når det nye oplevelsescenter på Harteværket ved Kolding indvies i morgen 2. september, får du samtidig mulighed for at deltage i et familieløb i naturskønne omgivelser.
”I samarbejde med Kolding Motion arrangerer vi et familieløb kl. 14.30, hvor man kan se Harteværket fra forskellige sider, komme ud i ådalen, opleve den smukke Påby Sø og prøve vores nye 90 meter lange trægangbro, hvor man nærmest går på vandet,” fortæller Birgitte Kragh, bestyrelsesformand i Fonden Harteværket.
Løbet foregår på en knap fire km lang rute, som starter og slutter ved Harteværket.
”Vores løb har fokus på oplevelser – ikke på tider og resultater - men der kommer nogle gode stigninger, så man kan sagtens få pulsen op, hvis man ønsker det. Det er helt op til en selv, om man vil komme i løbesko og træningstøj, men det er bestemt ikke at forudsætning for at deltage,” understreger Birgitte Kragh.
Det er gratis at deltage i familieløbet, og du møder bare op. Turen er ikke egnet til gangbesværede. Alle deltagere modtager et diplom samt en fribillet til Harteværket Oplevelsescenter.

Publiceret 01 September 2016 11:30