Kasper Serup var hurtig på benene, da han opsnappede en for kort tilbagelægning. Siden måtte han udgå med en forstrækning i baglåret.

Kasper Serup var hurtig på benene, da han opsnappede en for kort tilbagelægning. Siden måtte han udgå med en forstrækning i baglåret.

Hentede en forventet sejr

Friheden havde dog lidt problemer med at besejre Gribskov - øvrige resultater fra seriefodbolden

FODBOLD: Det var ventet, at Friheden i kampen hjemme i serie 2 mod Gribskov ville få en sejr. Det blev til hjemmesejr på 5-2 efter føring på 2-0 ved pausen og 3-0 kort inde i 2. halvleg.

- Gribskov har tabt de to første kampe, så vi vidste, vi havde nogle muligheder, lød det fra træner Christian Madsen. - Vi fortsatte vores koncept med to angribere og højt pres. Kasper Serup gav os den bedst tænkelige start, da han opsnappede en for kort tilbagelægning efter et kvarters spil. Christian Pedersen øgede til 2-0 på et tørt hug fra kanten af feltet. Det blev pausestillingen, og vi blev enige om at fortsætte, som vi spillede. Vi fik skadet Micki Hansen og Kasper Serup, der begge måtte gå ud med forstrækninger i baglåret, og det betød naturligvis en noget smallere bænk og færre muligheder... - Kenni Lindskow øgede til 3-0, inden Gribskov på et fremragende langskud op i hjørnet fik reduceret. Det blev også 3-2 i en situation, hvor vi var meget passive, og det blev straffet og var en lærestreg til holdet. Vi kom stærkt tilbage. Lucas Knudsen misbrugte et straffespark, men Mike Raffel øgede i stedet på langskud til 4-2. Lucas Knudsen gjorde skaden god med et mål på hovedstød efter hjørnespark... - Alt i alt mange gode præstationer og spillemæssigt noget af det bedste i efteråret....

Seriebold 

HIF’s divisionsreserver i serie 1 fortsætter sejrsrækken. Revancheopgøret hjemme mod Vanløse endte med en sikker 3-0 sejr. Casper Jensen scorede to gange og Frederik Simson en enkelt gang. HIF er ubesejrede efter to kampe og har en målscore på 10-1. I serie 2 tabte Avedøre med 4-2 til Hundige og har efter tre kampe et point. Noget bedre gik det Rosenhøj i samme række, der besejrede Bagsværd med 1-0. Holdet har syv point efter tre kampe, og de to hold ligger i hver deres ende af rækken. A-Team i serie 3 fortsætter ligeledes sejrsrækken. Tre kampe og ni point betyder 1. pladsen i rækken. I serie 4 er SBV 09 ligeledes godt på vej tilbage til serie 3. Denne gang blev Friheden besejret med 5-1, og holdet har ni point efter tre kampe. New City følger trop med samme pointtal efter tre kampe. De vandt i weekenden 5-3 over Brøndby Strand. Lejerbo spillede 2-2 med Rosenhøj og har fire point efter tre kampe og en placering i midten af rækken. ebo@hvidovreavis.dk

Publiceret 01 September 2016 08:00