Noah-Valdemar er i finalen i kulturkategorien, hvor der står 10.000 kroner på højkant. Foto: Peter Friis Autzen

Noah-Valdemar er i finalen i kulturkategorien, hvor der står 10.000 kroner på højkant. Foto: Peter Friis Autzen

Finalist i Talentjagten:

Noah-Valdemar har mod på scenen

Af
Peter Friis Autzen

“Det er jeg virkelig glad for og stolt af,” lød det fra 13-årige Noah-Valdemar Højsgaard, da han fik at vide, at han var blevet indstillet til Lokalavisen Fredericias talentpris på 10.000 kroner. Nu er han blandt de fire i finalen.
Sidste år blev Noah-Valdemar udpeget som en af de tre drenge, der skulle spille en hovedrolle i Fredericia Teaters millionmusical med Shubidua-musik.
“Noah-Valdemar er et talent af den slags, man håber dukker op til auditions,” sagde teaterchef Søren Møller dengang til Lokalavisen.
Noah-Valdemars talent har været tydeligt i lang tid, fortæller hans tidligere dramalærer på Den Kreative Skole, Iben Sommer.
“Noah besidder det særlige mod, der skal til for hele tiden at sætte sig selv i gang med en proces. Samt turde gøre dette åbent foran alle de andre dramaelever. Dermed inspirerer han flere af de andre dramaelever. Den forståelse for fællesskabet var med til at skabe en positiv dynamik på hele holdet. Jeg var overrasket over Noahs evne til at kunne præstere selv, samtidig med at han var i stand til at have indføling med andre dramaelever, og aktivt give plads eller tage ansvar under sammenspillet på scenen,” lyder det fra Iben Sommer, som har indstillet Noah-Valdemar til Talentprisen.
Noah-Valdemar har endnu ikke lagt en plan for sin fremtid. Men han er sikker på, at den kommer til at indeholde musik og skuespil.
“Jeg vil rigtig gerne kunne leve af det. Og man må jo sige, at jeg har nået langt på kort tid: Jeg har spillet forestillinger på Den Kreative Skole, Dronning Dorothea Teatret og Shubidua-musicalen. Det er svært at se, hvordan man kan toppe Shubidua. Men nu må vi se,” siger han.

null

Publiceret 01 September 2016 06:00