Noget af en omvendt verden

En ganske lille sag udviklede sig på Haderslev Byråds møde på ganske pudsig vis. Kernen i sagen er alvorlig nok, for den drejede sig om akutberedskabets responstider - altså den tid, det tager et redningskøretøj at nå frem til en forulykket.
Det ubetydelige ligger i, at lige præcis den sag er samtlige 31 medlemmer i byrådet fuldstændig enig i. Det er skidt, når responstiden bliver længere - og det er uacceptabelt, at regionen  ikke som tidligere vil forsyne kommunerne med månedsstatistikker, så de kan følge udviklingen i tæt. Regionen er gået over til kvartalsvise statistikker, hvilket et enigt byråd modsætter sig og vil forsøge at få ændret.
Altså ét indlæg - og det kom fra Socialdemokraternes Henrik Rønnov - sagde alt.
Og så kom det pudsige.
Helt i samme spor fulgte Venstres Jesper Andreasen, der for ganske kort tid siden meddelte, at han ved næste kommunalvalg ikke stiller op, da han er blevet valgt til Venstres topkandidat til regionsvalget.
Han sagde præcis det samme som Henrik Rønnov, brugte mange flere ord og kom med en fremragende valgtale. Den var ikke kun præcis og lang, men også krydret med humoristiske bemærkninger.
... men vi var altså til et byrådsmøde, ikke til et valgmøde :).
Efter Jesper Andreasens lange valgtale skete et brud på normal orden og adfærd i byrådssalen. Socialdemokraternes Jens Chr. Gjesing, tidligere borgmester, klappede højest - han var også den eneste, der klappede - og anerkendelsen blev fuldt af to løftede tommeltotter mod Jesper Andreasen.
Som borgmester løftede Jens Chr. Gjesing ellers flere gange pegefingeren og fortalt publikum, at mishags- og tilfredshedsytringer ikke er tilladt i byrådssalen :).
Her slutter det pudsige ikke.
Thies Mathiasen, der har et stort ord at sige i regionsrådet, svarede med noget, der nærmest kan oversættes som nåeh ja, måske og måske ikke.
Han sad i byrådet og svarede som regionsmedlem :).
Sig så ikke, at byrådsmøder er kedelige :).

Publiceret 01 September 2016 08:00