Søren Poulsen vil altid være en del af EfB’s historie, og EfB vil for altid være en del af Søren Poulsens DNA. Men i denne uge pakker direktøren sit skrivebord sammen og lukker døren til sit hjørnekontor på Blue Water Arena for sidste gang.

Søren Poulsen vil altid være en del af EfB’s historie, og EfB vil for altid være en del af Søren Poulsens DNA. Men i denne uge pakker direktøren sit skrivebord sammen og lukker døren til sit hjørnekontor på Blue Water Arena for sidste gang.

Stort interview:

En direktør takker af

Søren Poulsen vil altid være en del af EfB’s historie, og EfB vil for altid være en del af Søren Poulsens DNA. Interview med den afgående direktør for EfB.

Af
Rune Weitling

Selv om tiden er inde til at få afsluttet de sidste ting, skrevet lidt farvel-mails og rydde kontoret, så virker det ikke til, at det er der, at Søren Poulsen er endnu, da Lokalavisen sætter ham stævne til et afskedsinterview.

Der er stadig vigtigere ting at få ordnet, der er ting, som har højere prioritet. For selv om Søren Poulsen for længst har indleveret sin opsigelse, så siger han fortsat "vi" om EfB og hjerteblodet for klubben bruser fortsat i ham.

Men lige om lidt lukker og slukker han for sidste gang, så hvilken følelse står Søren Poulsen helt ærligt med lige nu?
"Det er en meget blandet følelse. Der er en glæde i mig, som udspringer af de ting, som jeg har oplevet i EfB. Jeg har stået i spidsen for klubben i sammenlagt 10 år, og der er så mange ting, som jeg vil huske tilbage på med glæde. Men selvfølgelig er der også en vemodighed et sted, som jo er naturlig i sådan en situation. For selv om tiden er rigtig, så betyder det jo ikke, at jeg ikke fortsat har mange følelser i og for EfB."

Hvornår traf du endegyldigt beslutningen om at sige op?
"Det var en proces, som løb henover det sidste af foråret, og som jeg endegyldigt traf efter sæsonafslutningen."

Det må alt andet lige have været svært for dig?
"Det var det. Men EfB er i en svær periode, som bunder i alt det, som vi har været igennem. Nu står vi over for en ny tid, og derfor synes jeg, at der skulle nye kræfter til. Det er vigtigt for EfB, at der kommer nye i spidsen for klubben, så al den negativitet, der har klæbet til klubben i lang tid, kan skæres fra. Derfor traf jeg beslutningen. Også så man i tide kunne begynde at se efter en anden."

Hvad har EfB betydet for dig?
"Det er måske voldsomt at bruge ordet alt, men det har alt andet lige været mit liv gennem næsten 10 år. Jeg har mødt så mange spændende mennesker i den her klub og branchen generelt. Det er alt lige fra samarbejdespartnere, sponsorer, fans og frivillige. Den atmosfære og glæde vil jeg savne utrolig meget. Og så vil jeg savne at være en del af en klub, som betyder så meget for en hel region."

Hvad har været din største succes som direktør?
"Det er svært, for som person har man jo ikke succeser som sådan. Men jeg synes da, at vores børsintroduktion i 2011, som skete i svær tid, var en stor succes. Og det var en stor lettelse at opleve - og få - byens opbakning på den måde. På den sportslige side vil jeg nævne Pokalfinalen og Europa League, mens jeg synes, man kan betegne den kommercielle forretning som utrolig stærk. Sponsoropbakningen er utrolig, når man tænker på de sportslige resultater."

Er der én oplevelse, som du særligt vil huske tilbage på, når du sidder på plejehjemmet om mange år?
"Haha, der er da en del. Men først og fremmest vil jeg huske den glæde, der har været i hverdagen og de gode medarbejdere, som jeg har arbejdet sammen med. Derudover er der de oplagte highlights som Pokalfinalen mod Randers i 2013 samt oplevelserne mod St. Entienne, hvor vi vinder 4-3 hjemme og så vinder 1-0 derefter. Det var ekstraordinært."

Er der noget, du fortryder eller ville have gjort anderledes?
"Næh, det synes jeg ikke. Vi har fulgt de planer, der var lagt og ageret efter bedste evne i den givne situation. Der er opture og nedture, det er en del af charmen ved det her game."

Det lyder altså lidt luftigt. Ville du slet ikke have gjort noget om i eksempelvis ansættelsen af Jonas Dal, som I udråbte til manden, der skulle 'skabe' det nye EfB, men som I fyrede efter otte måneder?
"Nej. Først og fremmest vil jeg ikke finde enkeltsituationer frem. Vi troede på Jonas, og da han i foråret hurtigt havde sikret overlevelsen, var alle enige om, at han var et godt valg. Tingene - og stemningen - skifter hurtigt i den her branche."

Men det handler vel også om, hvorvidt I havde gjort jeres hjemmearbejde godt nok, når så mange spillere ikke kunne se meningen med hans tanker og idéer?
"Vi troede på ham på det givne tidspunkt."

Hvad så med de forfejlede spillerindkøb. Er der heller ikke her noget, som du ville have gjort anderledes?
"Jamen, det er jo altid nemt at være bagklog. Vi har handlet efter bedste evne, og der er bare nogle spillere, som fungerer i én klub, og så af nogle grunde ikke gør det i en anden. Der er EfB jo ikke anderledes end andre klubber, ligesom jeg ikke mener, at vi - med de muligheder vi har haft - har gjort det hverken værre eller bedre end andre klubber. I bund og grund handler det nok om, at EfB bare er ekstremt eksponeret i forhold til andre klubber. Og det er både godt og skidt."

I administrationen og organisationen i EfB, som du jo har stået i spidsen for, er man ofte blevet beskyldt for at lide under kammerateri. Er det noget, som du kan genkende, eller er det skudt forbi målet?
"Det er skudt fuldstændig forbi, og det har jeg sagt ved flere lejligheder. Vi er en lille organisation, der arbejder meget tæt sammen, og når tingene så ikke lykkes, så er der en opfattelse af, at vi er rørende enige i alt. Det er simpelthen ikke korrekt."

Synes du, at kritikken af EfB de senere år har været for hård?
"Njah, den er i hvert fald blevet mere unuanceret med tiden. Måske har vi heller ikke været dygtige nok til at få forklaret, at de forventninger som omverdenen har til os, ikke altid flugter særlig godt med de muligheder, som vi reelt har haft. Dér har altså været en disharmoni, og folks forventninger er ofte styret af folkestemninger."

Men det handler vel også om, at folk er passionerede og føler noget for klubben?
"Bestemt. Og selv om kritikken ofte er hård, så viser det også, at EfB tænder nogle følelser, hvilket er både godt og skidt."

Men har den personlige kritik af eksempelvis dig og dine medarbejdere været under bæltestedet, synes du?
"Den personlige kritik har været der i et vis omfang hele tiden, men med de sociale medier har vi oplevet en tone, der har taget det uanstændige. Men det er jo ikke kun os, der oplever det. Politikere og andre ender jo hele tiden i shitstorms, og det er virkelig blevet unuanceret og udokumenteret. Det er folkestemninger, der ganske enkelt bliver til sandheder, og ofte er startet af folk, der ikke engang vil give sig til kende, men gemmer sig bag synonymer. Det kan jeg ikke tage seriøst."

Hvor ser du EfB om ti år?
"Jeg håber, at de gør sig som regionens fodboldflagskib, som indimellem popper op og vinder nogle titler. Derudover synes jeg, at der er rigtig meget grobund i det talentarbejde og fodboldsamarbejde, som vi har, så det håber jeg, vil fortsætte. Samtidig håber jeg, at opbakningen til klubben vil fortsætte på trods af svære tider, og det er måske naivt, men det er det håb, jeg har. Endelig håber jeg, at EfB forbliver en lokal fodboldklub på lokale hænder."

Man kan jo hurtigt blive afhængig af at være i så eksplosiv og eksponeret en virksomhed som EfB. Er det noget, du kommer til at savne, tror du?
"Ja, det tror jeg. Eller det ved jeg, at jeg gør. Men det er også noget, som jeg har forberedt mig meget på."

Hvad skal du lave nu?
"Hånden på hjertet, så vil jeg gerne have EfB afsluttet på en god måde til min efterfølger, og derefter må jeg se, hvad livet byder mig. Jeg har helt ærligt intet på hånden, så jeg er sådan set åben for alt. Men jeg skal lige have adrenalinen ud af kroppen først."

Men kunne du forestille dig at vende tilbage til fodbolden?
"Ved du hvad, hvis der er én eneste ting, som jeg har lært gennem mine år i fodbold, så er det, at man aldrig skal sige aldrig. Så det gør jeg ikke. Hverken til fodbolden, bankverdenen eller noget andet. Jeg afskriver intet."

Hvordan vil du gerne huskes?
"Det er fandeme et svært spørgsmål. Men det positive ved at melde min opsigelse ud og blive et stykke tid, har været, at jeg har fået rigtig mange tilkendegivelser fra folk, der fortæller mig, at jeg har været en god mand i spidsen for EfB. Det varmer mig meget, for jeg er jo en følsom mand. Og da 900 personer rejste sig op i loungen og klappede af mig i lang tid til den seneste hjemmekamp, der var det svært ikke at blive rørt. Men kort og godt har jeg gjort mit bedste alle dage."

Kommer du stadig og ser EfB kampe i fremtiden?
"Det gør jeg, men det bliver på den anden side. Det, mener jeg, er det bedste for EfB og for min efterfølger. Så jo, jeg skal fortsat se kampene, men det bliver på C eller D tribunen."

Så du skal altså ikke over i fanafsnittet og stå fremover?
"Haha, det tror jeg ikke, at hverken fans eller jeg er tjent med."

Publiceret 01 September 2016 12:00