Filialen i Gråsten af Broager Sparekasse lukker fredag den 16. september.

Filialen i Gråsten af Broager Sparekasse lukker fredag den 16. september.

Broager Sparekasse lukker i Gråsten

Om en uge lukker Broager Sparekasse's filial i Gråsten

Af
Af Svend Mikael Larsen

Fredag den 16. september lukker Broager Sparekasse sin filial i Gråsten. Som begrundelse nævner sparekassen , at langt de fleste kunder foretrækker i dag at anvende enten netbank, mobilbank eller filialens automat, der er åben 24 timer i døgnet.
"Selv om vi får flere kunder, kan vi se, at de mere har brug for andre tilbud end dem, vi kan tilbyde gennem filialen i Gråsten. Og vi skal være der, hvor kunderne har mest brug for os," siger Lars Christensen, adm. direktør for Broager Sparekasse.

De tre andre filialer

De kunderådgivere, der for år tilbage sad i Gråsten-filialen, sidder i dag i de tre andre filialer, så når kunderne fra Gråsten har brug for rådgivning eller en snak om økonomien, foregår det enten i Broager, Sønderborg eller Aabenraa, lyder det i den netop udsendte pressemeddelelse.
"Vi har sørget for, at vores kunder i Gråsten fortsat har adgang til vores automat, hvor de 24 timer i døgnet både kan hæve kroner og euro samt indsætte penge på konti. Og vi vil samtidig holde øje med, om der skulle opstå særlige behov blandt kunderne, som vi skal tage højde for i den nærmeste fremtid," siger Lars Christensen.
I dag står pengeautomaten i foyeren ved filialen. Den bliver inden for den nærmeste fremtid flyttet, så den kommer til at stå til venstre for indgangen til SuperBrugsen i Ulsnæs Centret.

Ejendommen solgt

"Samtidig har det været en vigtig faktor for os, at vi får solgt ejendommen på en måde, der er med til at opretholde et levende lokalområde. Og det mener jeg, at vi er med til ved at overdrage bygningen til den nye ejer, der har planer om at opføre en større Netto på adressen," siger Lars Christensen.
Broager Sparekasse har tidligere fået købstilbud på bygningen, hvor de har afvist at sælge. Indtil nu har man ment, at filialen var vigtig for kunderne i Gråsten. Men i dag bruges filialen så lidt, at det ikke længere kan forsvares at holde den åbent, lyder det i pressemeddelelsen.

Publiceret 09 September 2016 09:00