Fra Herfølge til Zanzibar

32 fodboldspillere fra Køge og Herfølge bruger fodbolden til at bygge bro mellem verdensdele

Af
Martin Rasmussen

32 fodboldspillere fra Herfølge BK U17 og HB Køge Pigefodbold U16 sætter i oktober kursen mod Zanzibar som et led i projektet "PassTheBall" - målet er at være med til at bryde grænser ned med fodbolden som middel.
"Børn og unge vokser op i en globaliseret verden, men også en verden som helt aktuelt er kendetegnet ved en voksende frygt, og ved at vi i stigende grad begynder at isolere os fra dem, som er lidt anderledes end os. Fodbold er et universelt sprog, som formår at bryde grænser ned mellem mennesker og kulturer, og det er afsættet for projekt PassTheBall," forklarer klubben om projektet.
Ideen med turen er gennem fodbolden at give spillerne en fornemmelse af global mangfoldighed samt en masse unikke oplevelser. Helt konkret venter der på Zanzibar en kombination af en masse fodboldtræning og kampe mod lokale hold. Desuden er der en række projekter, hvor de unge møder andre unge. Desuden er der blandt andet skoleundervisning, fodboldskoler for piger og socialt arbejde på programmet. Hver deltager medbringer omkring 10 kilo fodboldudstyr, som vil blive uddelt til lokale klubber.
Spillerne har selv været med til at skaffe den fornødne økonomi omkring turen - blandt andet gennem frivilligt arbejde - men man søger fortsat også sponsorer til de konkrete aktiviteter på Zanzibar. Interesserede kan kontakte Martin Berling på mail: martin@klimateknik.eu.

Publiceret 09 September 2016 07:00