Karrusel finder sted fra torsdag til lørdag i denne uge. Foto: Oliver Gram

Karrusel finder sted fra torsdag til lørdag i denne uge. Foto: Oliver Gram

Karrusel:

En kæmpe gadefest for børn og unge

I år gøres endnu mere for både børn og studerende, siger chef

Af
Louisa Rieck

De næste tre dage vil de odenseanske gader være fyldte med en masse festglade mennesker, når Karrusel for tredje gang løber af stablen. Festivalen, som startede med at være en samlet studiestartsfest, har udviklet sig til en større gadefest i Odenses centrum. Torsdagen skydes i gang med startfesten, fredagen står på gadefesten og lørdag afholdes finalefesten på Odense Havn.
Festivalen har i år valgt at tilbyde nye arrangementer til byens børn for at ramme en større målgruppe.
”I år har vi etableret et søndagshyggearrangement med loppemarked på Østre Plads. Det er et lidt mere roligt arrangement, hvor børnene kan tages med,” siger kommunikationschef Mai Øvlisen.
Festivalen tilbyder igen i år børnekarrusellen, der har været en stor succes de sidste tre år.
”Det er vigtigt, at der er variation i programmet, så derfor tilbyder vi en gadefest for børn nede i Munke Mose,” siger Mai Øvlisen.
Her har børnene mulighed for at opleve 1001 nats eventyr i Aladdins hule, spille med trommestikker på en spand og så møder studerende fra Musikkonservatoriet op og holder koncert. ”Børnene kan lære at bevæge sig til musikken og får en instrumental oplevelse. Det er en musikalsk øjneåbner, som man måske kan tage med sig videre,” siger Mai Øvlisen. 

Store navne på plakaten

Under gadefesten for det ældre publikum kan du i år opleve store navne.
Blandt andet Ukendt Kunstner og Gulddreng, der er kendte danske sangere.

Fredagsbar for studerende

SDU, UCL og EAL laver igen i år en samlet fredagsbar, som holdes udendørs i Grønnegade ved Brandts i centrum.
Her er fri adgang fra klokken 14. Festen slutter ved midnat.
Sidste år deltog op mod 29.000 odenseanere over de tre festdage. Arrangørerne regner med at runde det samme besøgstal i 2016.

Publiceret 09 September 2016 08:30