Åben landsby i Adsbøl

Adsbøl er kendt som et godt sted at bo, med et fint sammenhold og mange aktiviteter. Det har forskellige foreninger og institutioner i området nu slået sig sammen for at vise.
Lørdag 8.oktober kl. 10-15 afholder Gråsten-Adsbøl Menighedsråd, Historisk Forening for Graasten By og Egn, Kulturlandsbyen6300, Æblegård Friskole og Humlehave og Adsbøl Borgerforening ADSBØL-DAG. Her vil der være liv og åbent hus mange steder i byen. Der vil bl.a. være to koncerter i kirken, aktiviteter på stranden for børn, ponyridning, rundvisninger i Adsbøl Grue og en lille udstilling med plancher om brandvæsen ved ”Æ Sprøjthus”, hvor den gamle brandsprøjte vil komme hjem og stå på dagen. Historisk Forening er til stede og efterlyser historier til arkivet om sprøjtehuset og de frivillige brandværn.
På friskolen vil der være aktiviteter for børnene.
Dagen vil også blive brugt til indvielse af Bålhytten og den nye tilbygning til Adsbøl klubhus. Der vil blive solgt pølser, øl og vand. Menighedsrådet tilbyder plantning af krokus på den nye kirkegård, hvor man får et løg med hjem for hver 10, man planter. På kirkegården (i svinget) kan man sætte sin egen krokuscirkel.
Se mere på www.adsbøl.net

Publiceret 01 October 2016 06:00