Ki Bo Bae fra Korea vandt metal, og på tribunerne foran Odense Slot kunne landsmænd fra Hyundai Motor Company juble over triumfen.

Ki Bo Bae fra Korea vandt metal, og på tribunerne foran Odense Slot kunne landsmænd fra Hyundai Motor Company juble over triumfen.

Bueskydning baner vejen for koreansk bilgigant

Robotter til bilindustrien og bueskydning går sammen i Odense

Muligheden for at overvære de koreanske stjerners kamp for medaljer ved World Cup-finalen i bueskydning i Kongens Have og samtidig stifte nærmere bekendtskab med den fynske robotklynge er præcis den pakke, der har fået en delegation fra Hyundai Motor Company til at sætte kursen mod H.C. Andersens hjemby.

En af dem, der forlod Kongens Have med tungt metal om halsen var Ki Bo Bae fra Korea, og på tilskuertribunerne foran Odense Slot kunne blandt andet hendes landsmænd fra en af verdens største bilfabrikanter, Hyundai Motor Company, juble over triumfen. En delegation med Dr. InSung Chang, Director of Manufacturing Engineering Research & Development Center i Hyundai Motor Company i spidsen sad nemlig på første parket under bueskydningen og benytter også anledningen til at se nærmere på det stærke fynske robotmiljø.

“Vi er stolte over, at Hyundai Motor Company sender repræsentanter fra deres topledelse til World Cup-finalen i bueskydning i Odense. Det giver en unik mulighed for at præsentere flere af vores førende robotvirksomheder og deres produkter for en af verdens største bilproducenter. Det skaber en vigtig relation til en global industrikoncern,” siger Odenses borgmester Anker Boye i en pressemeddelelse, der sammen med Udvikling Fyn er vært ved besøget.

Det er et tæt samarbejde mellem Sport Event Fyn og Odense Robotics i regi af Udvikling Fyn, der har sikret, at Hyundais repræsentanter ikke blot rejser hjem med en forrygende sportslig oplevelse i bagagen, men også får indsigt i den fynske robotudvikling, når de skal besøge tre fynske robotvirksomheder.

“Sport Event Denmark ønsker at støtte de events, der kan fremme erhvervsrelationer og samhandel. Derfor er netop mødet mellem World Archery's hovedsponsor, Hyundai, og de lokale robotfirmaer på Fyn interessant, hvor bueskydningen bliver den platform, hvor parterne mødes og derfra kan afdække mulige samarbejder i fremtiden,” siger Lars Lundov, direktør, Sport Event Denmark.

Publiceret 05 October 2016 11:00