GIS-arbejder ved Fredericia Kommunes afdeling for kort og data, Flemming Larsen, med det opdaterede og nye kort over kommunens byer. Foto: PFA

GIS-arbejder ved Fredericia Kommunes afdeling for kort og data, Flemming Larsen, med det opdaterede og nye kort over kommunens byer. Foto: PFA

Nyt kort over Fredericia viser udviklingen

Fredericia Kommune er på banen med et nyt kort over byerne

Af
Peter Friis Autzen

Der er sket meget med Fredericia og kommunens andre byer gennem tiderne. Det kan blandt andet studeres på fredericiakort.dk.
Her lægger kommunens afdeling for kort og data en lang række informationer sammen og viser resultatet på kort.
“Her kan man se, hvor børnehaverne ligger, eller hvordan børnefamilierne er fordelt i kommunen. Eller en oversigt over vandløb, busruter, brønddæksler, stier, skoler og meget andet,” siger Flemming Larsen fra afdelingen.
Mængden af informationer på Fredericiakort.dk er overvældende, og brugerfladen ikke just let at manøvrere rundt i. Men for de, der ved, hvordan man gør, er siden kilde til megen viden og godt overblik. For eksempel er det muligt at skifte mellem gamle og nye luftfotos, så man kan se byens udvikling uhyre præcist.
“Det er alt sammen data, vi har indsamlet for kommunens skyld. Men alt det, som vi mener, at Hr. og Fru Fredericia kan være interesseret i, lægger vi frem, så alle kan studere det,” siger Flemming Larsen.

Kort er stadig på papir

“Faktisk troede vi ikke længere, at folk var interesserede i bykort på papir. Men vi blev klogere,” siger Flemming Larsen.
Efterspørgslen efter gode, gammeldags landkort er stor. Borgere, skoleklasser, ældre og unge har brug for kort. Derfor har kommunen nu fremstillet et nyt kort, som kan fås i Borgerservice for 30 kroner.
“Man kan også finde det som pdf-fil på kommunens hjemmeside og printe det derfra,” siger Flemming Larsen.
Arbejdet med at opdatere kortet er mere omfattende, end de fleste måske forestiller sig.
Valget af farver og signaturer er nemlig ikke standardiseret. Og det nye kort ser da også en hel del anderledes ud end det forrige.
“Og gadenavnene placeres *i hånden” for at de kommer til at sidde så rigtigt som muligt,” forklarer Flemming Larsen.

Publiceret 05 October 2016 07:00