Politi på jagt efter uopmærksomme bilister

Fyns Politi udfører razzia i denne uge mod bilister, der kigger mere på mobilen end på vejen

I denne uge holder politiet ekstra øje med bilister, som lister mobilen op af lommen, mens de kører bil. Det er i forbindelse med Rådet for Sikker Trafiks kampagne "Kør bil, når du kører bil".
Allerede på den første dag gav det pote for Fyns Politi, som skrev 10 bøder ud til uopmærksomme bilister, der brugte mobiltelefonen, samtidig med at de kørte bil. I mandags kunne politiets genkendelige tøj ses flere steder i Odense, Langeskov og på den fynske motorvej. Det skriver www.fyens.dk. 
- Alene på motorvejen tog vi fem, som talte i mobil, siger politikommissær Preben Ingemansen til www.fyens.dk. 
Det er ikke en billig omgang, man skal igennem, hvis man bliver taget for at snakke eller sms'e, mens man kører bil. Det giver en bøde på 1500 kr. 
 

Landsdækkende kampagne

Kampagnen "Kør bil, når du kører bil" er ikke kommet til verden uden grund. Siden januar har flere end 19.000 trafikanter fået en bøde, fordi de har brugt deres mobil, mens de kørte i trafikken. Det viser nye tal fra Rigspolitiet. Uopmærksomhed spiller samtidig en rolle i hver tredje dødsulykke i trafikken. Derfor har Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension fokus på netop dette problem i deres kampagne, som kører i hele landet. 
Alene på Fyn har 31 mistet livet fra 2010-2014 på grund af uopmærksomhed i trafikken. I alt har 354 mistet livet i samme periode. Det viser tal fra kampagnen på Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside. 
 

Publiceret 05 October 2016 15:00