Lergård 38 blev valgt som borgernes favorit

Lergård 38 blev valgt som borgernes favorit

Foto:

Arkitekturpriser er uddelt

Af
bs

Arkitekturprisen, Bygningsbevaringsprisen og Borgernes Favorit blev forleden uddelt ved arrangementet Arkitekturens Dag på VUC i Aabenraa
Der var to ligeværdige vindere på podiet, da Aabenraa Kommune i samarbejde med Billedkunstrådet mandag aften ved Arkitekturens Dag uddelte Arkitekturprisen 2016.
 
Psykiatrisk Sygehus og Aabenraa Statsskole
De to vindere er det nye Psykiatrisk Sygehus i Aabenraa og Aabenraa Statsskole. Derudover blev der uddelt rosende omtale til det almennyttige byggeri afd. 15, Frueløkke på Høje Kolstrup i Aabenraa.
 
"Vi har i år to vindere af arkitekturprisen, fordi det simpelthen var for svært at vælge det ene byggeri frem for det andet. Det nye psykiatriske sygehus og statsskolen har begge på forbilledlig vis løst nogle komplekse udfordringer, som vi gerne vil præmiere," forklarer formand for Vækst- og Udviklingsudvalget Philip Tietje, der også er formand for bedømmelsesudvalget.
 
Han uddyber det med, at det er lykkedes for Aabenraa Statsskole at koble flere gamle bygninger sammen og få skabt et flot flow og en naturlig sammenhæng i bygningsmassen. Og at Region Syddanmark har formået at bygge et helt nyt sygehus, der i kraft af arkitekturen er i stand til at skabe de trygge rammer, som psykisk syge og sårbare har behov for.
 
Nygade 61
Dette års vinder af Bygningsforbedringsprisen blev ejendommen Nygade 61 i Aabenraa. Prisen uddeles af Aabenraa Kommunes Bygningsforbedringsudvalg.
 
Ejerne får prisen, fordi de har formået at totalrenovere et bevaringsværdigt hus, så det fra at være helt nedslidt nu kan danne rammen om et familieliv, og så det har ændret karakter fra et forsømt til et smukt element i gadebilledet. Ejerne har på fornem vis genskabt facaden, som den oprindeligt så ud.
 
Der var desuden rosende omtale til ejerne af ejendommen Storegade 11 for istandsættelsen af den fredede butiksejendom i gågaden i Aabenraa.
 
Lergård 38
Endelig blev vinderen af Borgernes Favorit også kåret. Prisen uddeles af Aabenraa Kommune og Aabenraa Ugeavis og går i år til ejerne af det nybyggede lavenergi-familiehus på Lergård 38 i Aabenraa.
 
Borgernes Favorit bliver fundet ved, at alle, der har lyst, stemmer på deres favorit blandt de nominerede til de to andre priser. I år kunne man stemme via kommunens facebookside og ved at indsende en kupon fra ugeavisen.
 
I alt 375 borgere afgav deres stemmer. 93 af disse tilfaldt Lergård 38. Der var tæt løb i afstemningen, men ingen af de andre kandidater opnåede altså flere end 93 stemmer.
 
Se alle de præmierede bygninger i fotogalleriet.

Publiceret 05 October 2016 11:00