Leif Christensen er Rehabiliteringscenter og Torturofres første 25 års jubilar.

Leif Christensen er Rehabiliteringscenter og Torturofres første 25 års jubilar.

Jubilæum:

25 år med andres traumer

Psykolog Leif Christensen kan fejre 25 års jubilæum hos RCT

Af
Peter Rasmussen

Psykolog, Leif Christensen, har været ansat ved RCT-Jylland i Haderslev siden den 1. oktober 1991. Centret forestår behandling af traumatiserede mennesker, som har været udsat for krig, tortur, overgreb eller forfølgelse.
Før Leif kom til RCT-Jylland, havde han erfaringer med psykologisk arbejde ved skolepsykologiske rådgivninger i flere kommuner, psykolog ved en voksenpsykiatrisk hospitalsafdeling og ansættelse som psykolog ved Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i Aarhus, hvor han var ansat i en stilling specielt oprettet til arbejdet med flygtninge- og indvandrerbørn.
"Leif har gennem årene haft mere end 11.500 terapeutiske samtaler og medvirket til, at en meget sårbar gruppe mennesker, der på mange måder føler sig fortabt, har fået mod til at kæmpe sin kamp for at finde lys for enden af tunnelen eller et håb i mørket," fortæller daglig leder af Rehabiliteringscenter for Torturofre, og navne broder til jubilaren, Leif Christensen, som fortsætter:

Har en unik viden

"Leif har en unik viden og erfaring som gør en stor forskel i disse menneskers liv. Han er meget vellidt og har en særlig evne til at skabe tryghed og respekt omkring sig. Og med sin stilfærdige væsen og underfundige humor er han i stand til at sætte et særdeles positivt præg på hverdagen.
Han er en glimrende formidler og en dygtig supervisor, som både samarbejdspartnere, kollegaer og studerende har stor glæde af."
"Leif har også været involveret og engageret i RCT-Jyllands organisatoriske udvikling. Han har i flere omgange været personalets repræsentant i bestyrelsen, været arbejdsmiljørepræsentant og i en tidsbegrænset periode fungeret som centerleder," fortæller Leif Christensen og slutter:
"Han er på alle niveauer en højt værdsat psykolog både inden for og uden for centret. Leif er den første 25 års jubilar ved RCT-Jylland."
Jubilæet blev fejret i centrets lokaler i fredags.

Publiceret 05 October 2016 07:00